Greve inspirerer innovationsminister
Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, forbereder en reform af det offentlige. I den forbindelse besøgte hun Greve for at høre, hvor lovgivningen halter, og hvor den kan blive bedre.
Minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, forbereder en reform af det offentlige. I den forbindelse besøgte hun Greve for at høre, hvor lovgivningen halter, og hvor den kan blive bedre.
Værdifuld inspiration
På STU i Greve laver elever og medarbejdere sund bearnaisesovs med mange grønsager og ingen smør, da minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, bliver vist rundt tirsdag formiddag.
Ministeren er på besøg på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse for at lære om de udfordringer nogle unge står overfor, fordi de har en diagnose eller et handicap.
Hun har fokus på, om der er noget regeringen kan gøre, for at endnu flere elever på STU får en uddannelse og et selvstændigt godt liv. Derfor fortæller Isabel Gebuhr, leder af Greve Kommunes familierådgivning, om nogle af de unge, som kunne gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse, hvis de fik professionel støtte til at skabe struktur i hverdagen og til at klare store forsamlinger.
”Vi har begavede unge, som lider af angst eller har en diagnose i autismespektret. Hvis de skal tage en almindelig uddannelse har de brug for støtte – lige som vi giver støtte til inklusion i folkeskolen. Sådan er det bare sjældent på ungdomsuddannelserne,” siger Isabel Gebuhr, leder af Greve Kommunes familierådgivning.
Selvstændig hverdag
Ministeren fortæller, at hun forbereder en reform af den offentlige sektor til næste år, og her er besøget i Greve en værdifuld inspiration.
”Vi skal have bedre velfærd på tværs af sektorer, og derfor er de vigtigt, at borgere, som har brug for hjælp fra flere offentlige instanser, oplever, at lovgivning og tilbud hænger sammen.” siger ministeren.
Det gør tilbuddet på STU for langt de fleste elever. Overalt på skolen ser ministeren elever, som er i gang. De lærer at klare hverdagen selv på trods af deres udfordringer, og de finder ud af, hvad de er gode til, og hvor de kan bidrage med deres evner. Men nogle elever kunne alligevel få gavn af, at lovgivning og tilbud arbejder endnu bedre sammen, så de for eksempel kan gå på en almindelig ungdomsuddannelse med støtte.
Efter et par timers besøg i Greve sætter Sophie Løhde sig ind i ministerbilen for at køre til København. Med sig har hun inspiration til sin nye reform, og en opskrift på sund bearnaisesovs med mange grønsager og ingen smør.