Flere lokale Greve-virksomheder inviterer ind imellem flygtninge på besøg og giver gode råd om, hvordan de får et arbejde. Her er en gruppe flygtninge fotograferet på virksomhedsbesøg hos Top-Toy.
Greve har solid succes med flygtninge i job
Nye tal viser, at antallet af flygtninge på offentlige forsørgelse falder dramatisk
Flygtninge i Greve arbejder, studerer eller bliver forsørget af en arbejdende ægtefælle. Det viser nye tal fra Jobindsats.dk.
I de seneste to år har 201 flygtninge eller familiesammenførte til flygtninge været igennem Greve Kommunes integrationsprogram, og det har givet solide resultater.
Således klarer 138 af dem sig i dag uden hjælp fra kommunen. Og ifølge Jobindsats.dk er 66 af dem i dag i arbejde. Resten er sandsynligvis i uddannelse eller bliver forsørget af en ægtefælle.
Formand for Integrations-, Beskæftigelses- og Ungdomsudvalget, Morten Dahlin har fulgt udviklingen tæt de seneste år.
“Mit mål er, at alle flygtninge forsørger sig selv og deres familier. Tallene fra Jobindsats viser, at det er ved at lykkes. Selvom antallet af flygtninge i Greve er vokset i løbet af de seneste år, er antallet af flygtninge på offentlige ydelser er faldet dramatisk,” siger en tilfreds udvalgsformand.
Antallet af flygtninge, der kommer til Greve, begyndte af stige i 2014 og toppede i 2015. Alle flygtningene har været omfattede af kommunens integrationsprogram, hvorefter de er gået videre i arbejde eller uddannelse.