Depotgården får en håndsrækning | Nyheder

Depotgården får nu en håndsrækning til at få indretningen af det store hus på plads efter de store renoveringsarbejder.

”De seneste års investeringer i Depotgården med både nye, moderne café- og køkkenfaciliteter og etablering af stor sydvendt terrasse har i den grad givet huset et løft og så er det rigtig godt, at vi kan give den sidste håndsrækning til, at indretningen med værkstederne også bliver så optimal som muligt”, siger Anette Hyre-Jensen, der er medlem af Kultur- og Idrætsudvalget.

Depotgården har i alt 20 værksteder fordelt på tre etager og i sidebygninger, og det er nogle af disse værksteder, der skal rokeres rundt, for at tingene passer bedst sammen.

”I bestyrelsen er vi meget glade for, at byrådet har bevilget os midlerne til at få tingene i orden. På grund af en øget tilgang af brugere, på nogle af værkstederne, er der behov for optimering af pladsforholdene. I forbindelse med renovering af værkstederne, skal der også ses på energi og miljø, så værkstederne opfylder myndighedernes krav til f.eks. til ventilation og energi optimering”, fortæller formand for brugerbestyrelsen, Frank Nielsen.

Depotgården afsluttede i 2018 den store ombygning af café og køkken, der var finansieret af opsparede midler og en donation fra Realdania. Opførelsen af en terrasse var en yderligere forbedring og det var en del af et veteranprojekt, der var finansieret af Trafik-, Bygge- og Boligministeriet. Projektet skulle afsøge mulighederne for, at Depotgården også kunne være et attraktivt sted for veteraner. Før disse omfattende forbedringer fik Depotgården istandsat alle vinduer både indvendig og udvendig. Projektet var en del af det store forskønnelsesprojekt, som var finansieret af A. P. Møllerfonden. Endvidere blev Depotgården rengjort og fik skiftet fuger, ligesom sidebygningen fik nye vinduer og ovenlys. De sidste arbejder skete for kommunale midler.

Fakta
Depotgården har årligt ca. 16.000 besøgende.

Se den originale nyhed fra Fredericia Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top