Døgnåbent lukker på Roskilde Dom Apotek
Fra 1. januar 2018 kan man ikke længere hente medicin på Roskilde Dom Apotek om natten, da apoteket stopper som døgnapotek og alene er åbent fra kl. 06.00 til kl. 24.00.
Nu kan borgere i stedet få udleveret den nødvendige medicin på de såkaldte akutafdelinger i Region Sjælland eller hos lægevagten.
Nærmeste akutafdelingen vil for Greveborgerne være Køge Akutafdeling, som ligger på Sjællands Universitetshospital i Køge. Der er i alt fire akutafdelinger i Region Sjælland i henholdsvis Køge, Nykøbing F., Holbæk og Slagelse.
Er man syg nok og bliver tilset af lægevagten enten i konsultationen eller i eget hjem, er der mulighed for at få udleveret akutmedicin hos vagtlægen. Akutmedicin er til opstart af en behandling, indtil man selv har mulighed for at hente yderligere medicin på apoteket.
For Greveborgerne er den nærmeste lægevagt i Roskilde (Sjællands Universitetshospital, Roskilde) eller i Køge (Sjællands Universitetshospital, Køge).