Der er ikke mange dage tilbage i 2023, og her tæt på årets sidste dag, kan vi heldigvis se frem mod et begivenhedsrigt 2024, hvor der er mulighed for masse af unikke oplevelser for både byens borgere, gæster og turister.
Og det er ikke hvad som helst, der fylder Fredericias Eventkalender – her er der blot et udsnit af de mange spændende arrangementer, som man kan glæde os til at opleve i Fredericia i det nye år.
175-års jubilæum for 6. Juli-Dagene, Royal Run ’24, Fredericia:DOX, Fredericia Art Festival, julemarked i Fæstningsbyen Fredericia og så får Fredericia i sommeren 2024 besøg af 55 bevaringsværdige træskibe.
Og de mange oplevelser, der følger i kølvandet på en imponerende Eventkalender, gør en stor forskel, siger Peder Tind, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericias Kommune:
”Det er oplevelser, der er med til at skabe det fællesskab, som binder os alle sammen, og som gør Fredericia til et attraktivt sted at bo. Derfor gør det mig enormt stolt, at vi kan se frem mod et 2024, der byder på så mange oplevelser. Succeser bliver gentaget, nye arrangementer bliver budt velkommen og så ser jeg frem til igen at opleve de traditionsrige arrangementer, som er en vigtig del af Fredericias DNA,” siger Peder Tind, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget.
Susanne Eilersen, der er formand for Bosætnings- og Turismeudvalget fortsætter:
”Det er imponerende, hvordan Fredericia lykkes med at tiltrække så mange spændende events. Sammen med blandt andet markeringen af 175-års jubilæet for 6. Juli-Dagene, så har byens borgere, gæster og turister rig mulighed for mangfoldige og unikke oplevelser her i Fredericia. Og det er helt afgørende, hvis vi vil lykkes med at få endnu flere turister til vores by og også lykkes med at tiltrække nye borgere til Fredericia,” siger hun.