15. april 2021
Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt Aalborg Kommune at udstede besøgsforbud på Afsnit F på Solsidecentret i Nibe på grund af et smitteudbrud med COVID-19.
Fire beboere og to medarbejdere fra Solsidecentrets Afsnit F er testet positive for COVID-19, og derfor har Styrelsen for Patientsikkerhed påbudt Aalborg Kommune at udstede besøgsforbud.
Besøgsforbuddet på Solsidecentret gælder udelukkende for Afsnit F og løber i fire uger fra dags dato. Det betyder, at beboere på Afsnit F i de kommende fire uger kun kan modtage besøg af den nærmeste pårørende i egen bolig og i kritiske situationer. Besøgsforbuddet gælder ikke for Solsidecentrets andre boenheder, hvor beboere derfor kan modtage besøg som normalt.
Solsidecentrets Afsnit F
Solsidecentrets Afsnit F huser 17 beboere. Fire af beboerne er den seneste uge testet positive for COVID-19.
Solsidecentret har seks boenheder med i alt 83 boliger.