13. december 2022
Kultur-LIV tilbyder mennesker med demens og deres pårørende et kulturelt og mentalt frirum i samarbejde med Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Bibliotekerne, Aalborg Stadsarkiv, Aalborg Historiske Museum, Den Rytmiske samt Biffen.
Aalborg Kommune og seks centrale kulturinstitutioner i Aalborg er gået sammen om det nye projekt “Kultur-LIV”. Kultur-LIV er et tilbud om at deltage i en række spændende kulturelle oplevelser særlig tilrettelagt til personer, der for nyligt er udredt for demens og deres pårørende.
Deltagerne skal blandt andet til koncert med Aalborg Symfoniorkester, se film i Biffen, på byvandring med Aalborg Historiske Museum, opleve litteratur på Aalborg Bibliotek, høre om det gamle Aalborg på Stadsarkivet og prøve kræfter med dans på Den Rytmiske i Nordkraft. Udover de kulturelle oplevelser byder forløbet også på hyggeligt samvær med andre i samme situation.
Tilbuddet er forankret i Aktiv med demens, som har lokaler i Nordkraft. Det er også her, holdet mødes en gang om ugen og sammen med en koordinator går i byen for at få en kulturel oplevelse ud over det sædvanlige.
Tilbud om uddannelse til kulturinstitutioner
Formålet med projektet er også at klæde kulturinstitutionerne på med viden og praksiserfaring om demens. Videnscenter for Demens tilbyder derfor undervisning om demens til kulturinstitutionerne, så de på sigt kan blive endnu mere demensvenlige.
Hos Aalborg Symfoniorkester glæder administrations- og produktionschef Anders M. Christensen sig over muligheden for at være med: “Da vi fik buddet om at være med, skyndte vi os at takke ja. Vi ved fra tidligere prøver og koncerter for mennesker med demens, at de musikalske oplevelser, de får hos os, kan berige deres liv. Vi glæder os også til at blive bedre klædt på med viden om, hvordan vores kunstart kan bidrage positivt til deres liv.“
Kulturvitaminer som inspiration
Kultur-LIV henter inspiration fra Kulturvitaminer, som er forankret i Sundhed og Kultur. Kulturvitaminer har gode erfaringer med at bruge kulturen som løftestang for mentale sundhed hos mennesker, der mistrives.
Med projektet Kultur-LIV ønsker Aktiv med Demens at afprøve, om kulturelle oplevelser har samme effekt på mennesker med en demenssygdom.
Fakta omkring Kultur-LIV
- Projektet er støttet af midler fra Socialstyrelsens pulje “Demensvenlige tiltag, herunder boformer”.
- Projektledelsen er forankret i Videnscenter for Demens, som er en del af Senior og Omsorg i Aalborg Kommune.
- Samarbejdspartnerne i projektet er herudover Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Bibliotekerne, Aalborg Stadsarkiv, Aalborg Historiske Museum, Den Rytmiske samt Biffen.
- Målgruppen er personer med demens, som er under udredning eller har demens i tidligt stadie samt en pårørende, fx ægtefælle, voksent barn eller en god ven.
- Projektet løber over hele 2023, og første hold starter i februar 2023.
Mere information
Læs mere om Aalborg Kommunes tilbud til mennesker med en demenssygdom i let til moderat grad på Aktiv med Demens hjemmeside.