Ny cykelsti er klar til festlig indvielse

31. august 2022

På lørdag indvies cykelstien mellem Nøvling og Gistrup med taler og snoreklip.

Tiden er nu kommet til den officielle indvielse af den nye cykelsti mellem Nøvling og Gistrup. Det sker på lørdag den 3. september klokken 13.00 – og alle interesserede er velkomne til at deltage i festlighederne.

Rådmanden i By og Land, Jan Nymark Thaysen, klipper snoren, og bagefter vil den lokale motorcykelklub servere gratis øl og vand. Hjem-IS bilen kigger også forbi med gratis is til alle.

Har længe været et ønske

Der har længe været et stort ønske om en sikker cykelrute mellem Nøvling og Gistrup. Terrænet er kuperet, vejen var smal og oversigtsforholdene ringe. Derfor glæder det Jan Nymark Thaysen, at den nye cykelsti nu står klar.

– Det er skønt, at vi kan byde cyklister velkommen på denne nye flotte og trafiksikre cykelsti. Udover at være en fin rute til at opleve en naturskøn del af kommunen, er det en velbesøgt strækning, hvor der færdes både pendlere, skolebørn, dagplejere og motionister. Og det er glædeligt, at man på cykel og til fods endelig kan færdes trygt og sikkert, siger rådmanden, som også vil holde en lille tale til indvielsen af den nye cykelsti.

Med denne cykelforbindelse er cykelstinettet i og omkring den østlige del af Aalborg og opland nu meget forbedret. Stinettet er nu sammenhængende mellem Visse, Nøvling, Gistrup, Klarup og Aalborg.

Program for indvielsen

  • Kl. 13:00: Ankomst til Nøvlingvej 90 (pladsen foran MC-klubben)
  • Kl. 13.05: Taler ved Kirsten Kjølby (Nøvling Samråd) og Jan Nymark Thaysen (Rådmand i By og Land – Aalborg Kommune)
  • Kl. 13.15: Officiel indvielse af cykelstien ved klip af snor af rådmand Jan Nymark Thaysen
  • Kl. 14.00: Tak for i dag

Se den originale nyhed fra Aalborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top