08. januar 2021
Aalborg Kommunes Handicappris for 2020 blev uddelt under lidt specielle forhold i coronaens skygge. Den glade vinder Jan Karkov Sørensen blev overrasket på sin bopæl.
I normale tider kåres årets vinder af Aalborg Kommunes Handicappris i december ved en festlig aften, hvor folk mødes og giver de indstillede, vinderen og ikke mindst området den fortjente fokus og spotlys. Men intet er næsten normalt i 2020 – heller ikke handicapprisen. 2020-prisen blev i stedet uddelt i en nøje koordineret og corona-filtreret snigmission på en vintermørk villavej i Aalborg. Rådmand Mads Duedahl kom på uanmeldt besøg hos Jan Karkov Sørensen, der er i mange år utrætteligt har arbejdet frivilligt for IH Aalborg – en idrætsforening for handicappede. Og heldigvis var det en meget overrasket og glad vinder, der åbnede døren og modtog vindertalen på behørig afstand på fortrappen:
– Det var totalt overraskende, jeg troede det var gæster til Anna Kirsten (red.: Anna Kirsten Olsen, Jans hustru og byrådsmedlem), da jeg så Mads Duedahl stå der. Det var en kæmpe overraskelse. Det er stort, fordi det er et frivilligt arbejde jeg elsker at lave. Jeg er stolt over at få prisen personligt, men jeg ser det også som en anerkendelse af foreningens arbejde og jeg vil gerne dele æren og prisen med de andre frivillige. Uden alle vores frivillige ville der ikke være en forening, siger Jan Karkov Sørensen
Jan Karkov Sørensen har tidligere været nomineret til handicapprisen og foreningen IH Aalborg fik prisen i 2016. Men i år er prisen personlig til Jan Karkov Sørensen. I 35 år han været et utroligt aktiv for handicapidrætten i Aalborg og tidligere var han det også i Sønderjylland. Derfor var rådmand Mads Duedahl også glad for, at man under de skrappe restriktioner fandt en måde at uddele prisen på:
– Det er ærgeligt, at vi ikke kan holde vores vante festivitas, hvor vi hylder og sætter fokus på de mange frivillige ildsjæle som Aalborgs handicapområde er så heldige at have. Men, når nu situationen er som den er er, så er jeg glad for, at vi lykkedes med at arrangere denne lille overraskelse for Jan. Det varmer at se hvor glad han blev. Og så er det fortjent. Vi kan ikke tage for givet, at vi har sådanne ”superfrivillige” som Jan – der i så mange år har sat gang i så mange gode ting indenfor handicap-idrætten. Hans indsats er med til at gøre folk ligeværdige og har øget livskvaliteten for fantastisk mange borgere – det er vi meget taknemmelige for, siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.
Med prisen følger et diplom, en flaske bobler, en bronzestatuette af Lene Purkær og en hilsen fra Handicaprådets formand Ulla Ringgren:
– Det glæder mig utroligt meget. Han er en stjerne – han har gjort så meget godt for børn og unge indenfor handicapidrætten. Han har arbejdet i mange år for IH Aalborg, hvor han trives ved både at være manden på gulvet og som mere administrativ som formand i bestyrelsen og udvikle IH Aalborg. Han har gjort det i sin fritid – så han har om nogen fortjent handicapprisen.
– Han er så ydmyg som person og derfor blev jeg ekstra glad for at han blev indstillet, så vi kan give ham denne anerkendelse, siger Ulla Ringgren formand for Handicaprådet i Aalborg Kommune.
Jan Karkov Sørensen har i de mange år indenfor handicapidrætten haft et utal af kasketter på. Han har været både bestyrelsesmedlem, næstformand, elhockeytræner og fodboldtræner, mens han nu er formand og nyeste titel er aquaspinningsinstruktør. Og det er netop alsidigheden, der holder Jan aktiv:
– Jeg kan vel bedst beskrive mig selv som iværksætter. Der er så mange successer at hente, og så mange oplevelser man kan give andre mennesker i en svær situation. Derfor kan jeg godt lide at sætte gang i ting. Det er dejligt at se glæden i folks ansigter når sporten giver oplevelser og selvtillid. Tiden lige i øjeblikket er rigtig træls, fordi vi ikke kan være aktive. Derfor skal den her pris og bronzestatue også ind at stå på vores kontor, så vi kan motiveres af den, når vi forhåbentligt snart kan åbne op igen, siger Jan Karkov Sørensen.