Aalborg Kommune får tilskud på 19,8 mio. kr. til grøn omstilling af

07. oktober 2022

Aalborg Kommune får tilskud på 19,8 mio. kr. til grøn omstilling af Hals-Egensefærgen.

Med aftalen mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om grøn transportpulje II af 19. april 2021 blev der afsat 150 mio. kr. i 2021 og 50 mio. kr. i 2022 til en pulje til grøn omstilling af kommunalt drevne indenrigsfærger. Aalborg Kommune har fået del i 2022 puljen og kan nu se frem til et tilskud på 19,8 mio. kr. Et tilskud der medfører en betydelig CO2-reduktion.

Grøn omstilling – ny færge på vej til Hals-Egense. Foto: Carsten Lundager, Færgesekretariatet.

Rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen glæder sig over tilskuddet fra staten:

– ”Udskiftning til en ny el-færge og etablering af dertilhørende infrastruktur er tidligere besluttet af Aalborg Byråd, men det har været en forudsætning, at der kunne opnås en vis grad af ekstern finansiering for at kunne realisere projektet. Derfor er jeg yderst tilfreds med, at vi nu er et afgørende skridt nærmere realiseringen af en ny fuld-elektrisk Hals-Egense færge. I Aalborg Kommune vil vi være foregangskommune for den grønne omstilling, og den nye el-færge kommer til at erstatte de to eksisterende og godt brugte dieselfærger. Vi har fået lavet beregninger, der viser, at overgangen til en el-færge vil resultere i en reduktion af CO2 emissionen med 89%, hvilket svarer til 460 tons CO2 årligt i sammenligning med én tilsvarende ny dieselfærge.
Samtidig vil etableringen af de nye færgelejer medføre store forbedringer for beboerne langs den vestlige del af Færgevej i Hals, da naboskabet til asfalt og støj bliver afløst af et fremtidigt naboskab til et grønt rekreativt område”, slutter rådmanden.

Baggrund

Ifølge Aalborg Kommunes Klimastrategi har kommunen det mål, at Aalborg Kommune skal være fossilfri senest i 2050. Ambitionen er at gå i spidsen for den grønne omstilling og vælge én el-færge på ruten Hals-Egense, der sikrer muligheden for at krydse Limfjorden næsten emissionsfrit. Denne genvejsforbindelse giver desuden i det daglige mange tusinde trafikanter en ikke ubetydelig reduktion i transportarbejdet og dermed en væsentlig CO2-reduktion.

I et historisk perspektiv blev M/F Hals-Egense færgen sat i drift i marts 1961 og sejlede som eneste færge på ruten. På 10-årsdagen blev ekstrafærgen M/F Egense ligeledes sat i drift på ruten, især grundet biltilvæksten i 1960’erne. Færgen M/F Egense var på det tidspunkt en brugt færge fra Sverige, som blev flaget ind til at sejle i Danmark – færgen er oprindeligt bygget i 1956.

Fra 2 dieseldrevne til 1 eldrevet færge

Området ved Limfjordens udmunding i Kattegat repræsenterer en af Danmarks største koncentrationer af sommerhuse med ca. 4.000 sommerhuse mellem Hals og Hou på nordsiden af Limfjorden og ca. 1.000 sommerhuse syd for Limfjorden, og der forventes en øget efterspørgsel på Hals-Egense-overfarten i takt med nye byudviklings- og sommerhusprojekter i området. Aalborg Kommune forventer at kunne imødekomme den større efterspørgsel på færgekapacitet ved at erstatte de to nuværende færger med plads til 10 personbiler hver, med én ny fuldelektrisk færge med plads til 22 personbiler og 147 passagerer.

Med indførsel af en mere regulær fartplan vil det forventelig blive mere attraktivt at bosætte sig nord for fjorden og indpendle til det østlige Aalborg, hvor væksten i store arbejdspladser omkring Port of Aalborg, Aalborg Universitet og det kommende Universitetshospital er dynamoerne i den erhvervsudvikling, der sker i det østlige Aalborg. Hertil kommer genvejsfærgens popularitet set i forhold til de relative høje brændstofpriser, som er oplevet fra begyndelsen af 2022. Det ændrede trafikale adfærdsmønster som følge af de relative høje brændstofpriser vil af bilister samt af førere af større køretøjer give en økonomiske fordel, da mange ture ofte reduceres betragteligt i antal kilometer ved brug af færgen fremfor at tage turen rundt om fjorden via Limfjordstunnelen. Ved at bruge genvejs-færgen fra Hals til Egense og videre til erhvervsområderne eller undervisningsinstitutionerne i det østlige Aalborg er der i gennemsnit en daglig besparelse på i alt 50-60 km pr. køretøj.

Fakta

  • Den samlede pris for færgen inkl. ladeinfrastruktur er budgetteret til 90.465.000 kr.
  • Der transporteres årligt mellem 320.000 og 370.000 passagerer med overfarten, og der er i gennemsnit 140 overfarter pr. Dag.
  • Inden en ny færge kan indsættes, etableres to ny færgelejer i Hals og Egense vest for de nuværende færgelejer.

Se den originale nyhed fra Aalborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top