To vindere af Svendborgs Arkitekturpris 2022

I Rådhussalen blev vinderne af Arkitekturprisen 2022 i Svendborg Kommune mandag den 3. oktober afsløret og hyldet. Her kunne bedømmelsesudvalget bestående af Svendborg kommunes arkitekturråd ved Ole Østergaard og formand for Plan- og lokalsamfundsudvalget, Arne Ebsen, overrække priser til både det private sommerhus kaldet Valborgs Kasse og det nye menighedshus på Frue Kirkestræde.

Om sommerhuset ’Valborgs Kasse’ lød begrundelsen for prisen blandt andet, at:
Arkitekturrådet finder at bebyggelsen har mestret at bevare stedets sommerhusstemning i en enkel og traditionel arkitekturstil med en fin situationsfornemmelse. Huset fastholder en kolonihavestemning som et refugie fra dagens stress i symbiose med naturen, i uformel oprindelighed og nærhed uden overdådigt udstyr og ekstra kvadratmeter.

Bebyggelsen er et rigtig godt eksempel på, hvordan man får meget ud af lidt og sommerhusets beskeden størrelse er indrettet med fine og gennemtænkte detaljer, en samlende indvendig ’hud’ i form af finerbeklædningen samt optimeret udnyttelse med hems, sidde-nicher og indbygget inventar i simple og enkle løsninger.

Om Menighedshuset lød det, at:
Arkitekturrådet finder bygningen særligt fint indpasset i byens eksisterende mønster. Bebyggelsen er løst overbevisende med stor sans for stedet og dens materialer forholder sig fint til omgivelserne og opleves som naturligt indpasset og af høj kvalitet.

Bygningen er nemt forståelig i nye samlende bygningskroppe. Der er indføjet et mindre haverum, som er med til at optage niveauspringet fra den hævede kirkeplads til bygningens nedre plan, samtidig med at bygningen åbnes med et flot kik og en fin sammenhæng til kirken.

Der er samlet set tale om en bebyggelse, der gennem sin varierende skala og afstemte formgivning relaterer sig til stedets særegne og intime byrum, gader og pladser, danner et stedligt tilhørsforhold og en genkendelighed.

Temaet for Arkitekturens Dag over hele landet var ’Stedsans’.

”Stedsans er en evne til at orientere sig, men også en evne til at finde sig til rette på et måske ukendt sted. Det er en evne til at genkende sine omgivelser – og ja, spørger man den gode gamle ordbog, så er det simpelthen også en lokalsans. Det må man sige, at I nominerede har,” lød det i kåringstalen fra plan- og lokaludvalgsformand, Arne Ebsen.

”I formår at indrette for alle, der skulle komme forbi på en helt særlig måde: At vække deres stedsans, så de ser, tager omgivelserne ind og finder sig til rette på bedste vis til det liv, der skal leves. I forstår at fremhæve steders historie såvel som ’stemning’. Men samtidig også tilføje nyt til nu.”

Efter prisoverrækkelsen var der byvandring for alle interesserede, blandt andet rundt på Svendborg Havn og forbi menighedshuset, hvor arkitekten bag projektet fra CREO Arkitekter i Odense gav et oplæg.

Kort om Arkitekturprisen

Bedømmelsesudvalget består af Svendborg kommunes arkitekturråd og formand for Plan- og lokalsamfundsudvalget, Arne Ebsen.

Arkitekturprisen 2022 fandt sted for 40. gang (siden 1980).

Prisen kan gives til såvel nybyggeri, renovering og restaurering af eksisterende byggeri, samt til landskabsarkitektur og nye byrum.

Arkitekturprisen uddeles til et nyere udførte projekter – en nyopførelse, en transformation eller en renovering, der løfter oplevelsen af vores fysiske omgivelser. Det kan være et område, en bygning, en plads, et torv, en gade, en sti – og alle rummene imellem. Projektet skal være godkendt og taget i brug inden for det sidste år (2021-2022).

Projektet skal geografisk være beliggende indenfor Svendborg Kommune, men kan være placeret i Svendborg by såvel som i kommunens lokalområder.

Arkitekturens Dag er indstiftet af Den Internationale Arkitektforening, UIA, i 1988 og afholdes hvert år den første mandag i oktober. I Danmark er det Arkitektforeningen, der er tovholder for den årlige begivenhed.

Se den originale nyhed fra Svendborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top