Sydfynsk projekt skaber liv i butikken og i byen

Projekt ”Styrket Erhverv i Gadeplan”, der er opfundet på Sydfyn, kan være på vej til resten af Danmark. Dansk Erhverv mener, at resultaterne af det sydfynske projekt er så markante, at metoden med fordel kan bruges i resten af landet.

Vækst, digitalisering, netværk og håndholdte løsninger – det er ingredienserne i det projekt, som i alt 300 virksomheder har deltaget i hen over de seneste fire år på Sydfyn.

Og den noget anderledes tilgang til erhvervsfremme virker: Virksomhederne har opnået øget omsætning i millionklassen og har skabt nye job. Derudover har kommunerne fået byer med stærkere bymidter og handelsliv.

-Vi synes, at der manglede et tilbud til en lidt overset målgruppe i forhold til erhvervsfremmeprojekter. Der var faktisk ingen, der interesserede sig for, hvordan man kunne understøtte de mange erhverv i gadeplan, altså butikker og virksomheder, der er en vigtig del af byernes handelsliv, forklarer Helge Padegaard, projektleder, Svendborg Kommune.

De gode resultater er klar til præsentation

Det er fire år siden, man begyndte at arbejde målrettet med detailhandlen i de fire sydfynske kommuner Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø.

På fredag den 26. november lukker Styrket Erhverv i Gadeplan med en afslutningskonference på Børsen i København for flere end 110 tilhørere. En af dem, der har opnået bemærkelsesværdige resultater, er Martin Fischer fra Køkkenfreak i Svendborg:

-Det her projekt er ligesom en appelsin i turbanen. Da vi gik med i projektet, havde vi en mindre forretning på ca. 100 kvadratmeter i en afsidesliggende gågade. I forbindelse med projektet begyndte vi at optage og redigere film, som vi har brugt især på LinkedIn. Og så vækstede vi, især på webshoppen. Siden da er vi flyttet til en dobbelt så stor butik på Torvet i Svendborg, forklarer Martin Fischer.

Styrket Erhverv i Gadeplan har haft fokus på overskuelige handlings- og vækstplaner, undervisning i digitale værktøjer og klippekort til timer med konsulenter og ekspertmentorer, der er gået helt tæt på den enkelte virksomhed og deltager.

-Virksomheder i gadeplan er traditionelt svære at rumme i erhvervsfremmeprojekter, fordi de har en åbningstid at tage hensyn til. Derudover er de ofte lavt digitaliserede og mangler strategisk retning, og det er ikke nemt at komme igennem med nye projekter. Derfor gik vi ud med en håndholdt indsats indrettet efter virksomhedernes efterspørgsel og ressourcer, og så kom tilmeldingerne. At vi skulle få så stor tilslutning, at vi har måttet søge tillægsbevilling og udvide projektet to gange, havde vi dog ikke drømt om, siger Helge Padegaard.

Dansk Erhverv: Brug det i hele landet

Projektet er fulgt nøje af Dansk Erhverv, og underdirektør Niels Milling, der sidder i styregruppen, ser et stort potentiale i projektets metoder.

-Styrket Erhverv i Gadeplan har med sin særlige tilgang vist, at det er muligt at rekruttere og fastholde målgruppen, og at der med digitale kompetenceløft kan skabes øget omsætning og flere ansatte. Resultaterne taler for sig selv, og det er oplagt at bruge metoderne i hele landet, hvor købstæder i tilsvarende situation har brug for udvikling, uddyber Niels Milling.  

Succesen har allerede forplantet sig uden for de fire sydfynske kommuner. På Bornholm har Genstart Erhverv i Gadeplan på kort tid formået at engagere Bornholms erhverv i gadeplan.

At det overordnede projekt Styrket Erhverv i Gadeplan nu lukker ned, betyder dog ikke, at de flere end 300 deltagende virksomheder er færdige med at udvikle deres forretninger. I Svendborg har Gitte Toft Almlund især fået blod på tanden i forhold til digitale løsninger. Løsninger, der hjælper hendes virksomhed endnu længere ud over Danmarks grænser:

-Før var jeg nok nærmest digital analfabet. Men jeg har overvundet den frygt, som mange nok har. Frygten for at det, man gør online, er forkert. Nu er vi i fuld gang med at lægge sidste hånd på vores nye landingpage til vores tyske hjemmeside, så vi kan komme endnu dybere ind på det tyske marked, forklarer Gitte Toft Almlund fra ZoZozial Coffee i Svendborg.

 

FAKTA om Styrket Erhverv i Gadeplan

Styrket Erhverv i Gadeplan forbedrer digitale kompetencer hos medarbejdere og ledere inden for fx e-handel og digital markedsføring.

Den langvarige lukning af detailhandelen, restauranter, hoteller mv.  under COVID-19-krisen har skabt yderligere behov for indsatsen, herunder blandt andet 1:1-vejledning, mentorer og netværksaktiviteter.

Projektet er støttet med 9,8 mio. kr. fra EU’s Socialfond og de decentrale erhvervsfremmemidler. begyndte i november 017 og slutter i december 2021. Operatør: Svendborg Kommune. Vigtigste partnere: Faaborg-Midtfyn Kommune, Ærø Kommune, Langeland Kommune. Desuden de lokale erhvervsforeninger, Dansk Erhverv og HK Handel.

Se den originale nyhed fra Svendborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen