Svendborgs skolebørn varmer op til DGI Landsstævne med kæmpe event

6000 skoleelever fra 0. til 8. klasse samles i maj måned til tre skoledage, der bliver noget langt ud over det sædvanlige. SPULT Skoleevent sætter en tyk streg under, at læring finder sted i mange afskygninger på Sydfyn, og at hele Svendborg inviteres til at tage del i Landsstævnet på den ene eller anden måde. 

Alle børn i Svendborg Kommune skal vide og mærke på egen krop, hvad DGI Landsstævne er. Det er et af flere mål med SPULT Skoleevent, der samler alle kommunale skolebørn og flere frie skoler til tre fantastiske dage i maj 2022.

SPULT, der repræsenterer Svendborg Kommunes forenings- og kulturliv, har sammen med Svendborg Kommune taget initiativ til eventen. Det bliver tre dage, hvor mange børn vil prøve kræfter med idræt og kultur, de ikke prøver til hverdag.  

-Den gode oplevelse i løbet af de tre dage skal selvfølgelig stå stærkt i hukommelsen efterfølgende, men samtidig er det et klart mål, at der bliver etableret nye samarbejder mellem skole og fritidsliv på den lange bane, siger Nanna Lohmann, Skole- og Uddannelseschef i Svendborg Kommune. 

Også Børne- og Ungeudvalgsformand, Henrik Nielsen, glæder sig over, at så mange elever får en særlig oplevelse. Og han ser et stort potentiale i det øgede samarbejde mellem foreningsliv og skoler:

-Jeg er sikker på, at vores elever får en helt særlig oplevelse. Både skolerne og foreningslivet lægger mange kræfter i de tre dage, og det giver gode vilkår for etablering af endnu flere Åben Skole-samarbejder, der bidrager til den varierede skoledag, siger Henrik Nielsen.

Hvad skal man glæde sig til?

De tre dage kommer til at indeholde et hav af forskellige aktiviteter, der i vidt omfang er præget af det omkringliggende idræts-, kultur- og fritidsliv. 

-Det er en unik mulighed for at lave nye personlige relationer fritids- og skoleliv imellem. Når nye Åben Skole-samarbejder skal udvikles og gøres til en del af hverdagen, er den personlige relation vigtig – og den forsøger vi at starte her. Hvis man kan lykkes med at skabe noget godt for børn til SPULT Skoleevent, er det måske overskueligt at etablere et bæredygtigt og fast samarbejde om en enkelt klasse, siger projektledere i SPULT, Gitte Møller og Martin Brems.  

En del af SPULT Skoleevent afvikles i tæt samarbejde med elever fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup, og hele arrangementet kulminerer på Landsstævnestadion på tredjedagen, hvor alle elever samles.

-Der kommer vi virkelig til at mærke en fælles energi og et fællesskab, som ikke tidligere er dyrket mellem alle skoleelever. 6000 skolebørn! – det glæder vi os helt vildt til. Alle forældre inviteres også med til at opleve denne dag, hvor vi kan røbe, at børnene både skal være aktører i noget og tilskuere til noget, siger projektansvarlig fra Skole og Uddannelse, Jesper Trabjerg Jensen.

 
Samarbejdet er i gang 

Allerede nu bliver der på skolerne sat fokus på idræt, bevægelse og i særdeleshed Landsstævnet. Således vil man på skolerne synliggøre, opleve og fortælle om Landsstævnets fællesskab, historie og indhold. 

-Vi ser skoleeventen som en fantastisk mulighed for at varme op til det, der bliver sommerens helt store begivenhed her i Svendborg Kommune, nemlig Landsstævnet. Der bliver wauw-effekt for alle pengene, når både elever og deres forældre på denne måde får en smagsprøve på det, et Landsstævne kan, når man kombinerer bevægelse, fællesskab og glæde, siger Søren Thorsager, Kultur- og Fritidschef i Svendborg Kommune. 

Til at hjælpe med at formidle dette budskab er der tyvstartet på samarbejdet med Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Elever herfra har derfor overtaget undervisningen til Skolernes Motionsdag i år på en række skoler. 

-Vi tester samarbejdet af og etablerer allerede nu en personlig kontakt mellem lærere, ledelse og elever på folkeskoler og højskolen. Det tror vi på, kan sikre et lettere og mere givtigt samarbejde på sigt, siger skoleleder på Vestre Skole, Christian Clift.  

 

FAKTA: 

SPULT Skoleevent finder sted den 23-25. maj 2022. 

Alle Svendborg Kommunes folkeskoleelever og elever fra tre friskoler fra 0.-8. klasse deltager – ca. 6000 elever i alt. 

Hvordan bliver jeg en del af det?

Hvis man som forening eller kulturaktør kunne tænke sig at blive en del af denne kæmpe event afholdes der 4. november SPULT-aften, hvor SPULT Skoleevent blandt meget andet er på programmet. Læs mere på SPULTs hjemmeside: www.spult.dk

Se den originale nyhed fra Svendborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top