Kommunalbestyrelsen besluttede i går, hvordan den fremtidige ledelsesstruktur i kommunens dagtilbud skal se ud. Resultat bliver et skift fra områdeledelse til selvstændig ledelse.
Forslaget til den nye struktur har været i høring i de seneste fire uger hos forskellige interessenter, herunder de tre forældrebestyrelser.
Skiftet betyder, at hvor der i dag er én områdeleder for tre til fire institutioner, vil der fremover være én leder i hvert dagtilbud. Formålet er at understøtte en mere entydig og tilstedeværende ledelse.
I den forbindelse udtaler Anette Mortensen, borgmester i Stevns Kommune:
’En mere tilstedeværende leder vil kunne have en tættere kontakt med både børn, forældre, ansatte og nærmiljø. Det er alt sammen med til at skabe de bedst mulige rammer for børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse. Mere tid og en tæt kontakt med nærmiljøet er f.eks. afgørende i arbejdet for at understøtte den tidlige indsats for udsatte børn og unge. Personalet vil samtidig opleve en mere entydig referenceramme, som vil bidrage til støtte og arbejdsglæde i dagtilbuddene.’
Janne Halvor Jensen, fungerende formand for Børn, Unge og Læring supplerer:
’Derudover vil forældre opleve, at de får en mere direkte indflydelse på deres børns hverdag i institutionen. I dag har vi forældrebestyrelser for hvert område, dvs. én bestyrelse til tre til fire institutioner: Nu kan vi åbne op for, at vi fremover får en forældrebestyrelse for hver institution. Det vil både styrke dialogen mellem forældre og leder i institutionen, men også dialogen mellem forældrene’.
Overgangen fra områdeledelse til selvstændig ledelse vil træde i kraft fra 1. september 2021 i kommunens dagtilbud, heriblandt dagplejen.
Sidst opdateret
28.05.2021