Udvalg siger nej tak til ændring af ejendom på Torvet i Gråsten til boliger

En centralt placeret ejendom i Gråstens bymidte skal blive ved med at have erhverv i stueplan. Det har et flertal i Teknik- By- og Boligudvalget besluttet efter, at ejeren har ansøgt om at ændre stueetage, 1. sal og 2. sal til boliger. Udvalgsmedlem Erik Krogh stemte imod.
 
Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget, mener, at beslutningen sikrer en bymidte med liv.
 
– Gråstens bymidte er og skal være et livligt og godt sted at besøge for lokale og turister. Vi vil sikre livet på Torvet og Gråstens bymidte, og det sker med åbne facader. En omdannelse til boliger vil give lukkede facader og vil påvirke bymidten negativt. Derfor følger udvalget forvaltningens anbefaling om et afslag på at ændre stueetagen, siger Kirsten Bachmann.

Beslutningen understøtter Byrådets vision om at sikre udvikling af byer og lokalsamfund gennem de vedtagende bystrategier. I bystrategien for Gråsten-Rinkenæs-Egernsund er et af de fire fokusområder at styrke bymidten i Gråsten ved blandt andet at koncentrere butikker og cafeer med mere i bymidten.
 
– Vi bakker op om udviklingen i Gråsten By, og ansøgningen er i modstrid med bystrategien. Derfor bliver det et nej tak herfra. Men vi skal også sikre bymidtens fremtidige udvikling, og det sikres nu ved, at der skal udarbejdes en ny lokalplan for bymidten, siger Kristian Beuschau, der er næstformand for Teknik-, By- og Boligudvalget. 

Bygningen ligger på Torvet over for Det Gamle Rådhus og ved siden af det grønne område, der går ned til Gråsten Slotssø.
 
Forvaltningen har indstillet til udvalget, at der nedlægges et §14-forbud mod at ændre anvendelsen af stueetagen til boligformål på grund af ejendommens meget centrale placering i bymidten. Gråsten bymidte er i dag ikke omfattet af en lokalplan, og forbuddet er kommunens mulighed for at hindre omdannelsen til boligformål.
 
Nedlæggelse af §14-forbuddet betyder, at der inden for et år skal være offentliggjort et forslag til lokalplan for Gråstens bymidte. Både bystrategien og arkitekturpolitikken vil sætte rammen for udarbejdelsen af forslag til lokalplan for Gråsten bymidte.
 
Ejeren af ejedommen har også søgt om at omdanne 1. og 2. sal til boliger. Forvaltningen vurderer, at boliger på 1. og 2. sal ikke er i strid med bystrategien.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top