Der er investeret i en ny softwareløsning, til henholdsvis touchskærme og app, der trækker data fra Guide Danmark – som Visit Sønderborg og Destination Sønderjyllands hjemmesider. Databasen ejes af Visit Denmark, men Visit Sønderborg har ansvar for det lokale indhold. Dermed er den nye løsning forbundet med de eksisterende, og sikrer dermed sammenhæng og synlighed på alle relevante platforme. Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme, udtaler: ”I 2019 havde Visit Sønderborg cirka 320.000 gæster på turistbureauets hjemmeside, så vi har rigtig mange digitale gæster. Tallet har været stigende de senere år. Derfor skal vi prioritere digitale løsninger. Det gavner erhvervet, at systemet kan downloades som app, da turisterne kan finde inspiration til lokale oplevelser lige i lommen. Det digitale står dog ikke alene, men er et vigtigt supplement til den personlige service, som fortsat vil være muligt ude i turistinspirationerne.” Jesper Kock, næstformand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme supplerer: ”Jeg er glad for, at vi nu har skruet op for den digitale turistservice. Det har der været brug for. Men det er også vigtigt at sige, at det digitale billede stadig er misvisende. Så hvis systemet for alvor skal komme til sin ret, så kræver det en indsats for at få alle overnatningssteder, attraktioner, butikker samt caféer og spisesteder oprettet eller opdateret i systemet. Det kræver et aktivt bidrag fra aktørerne selv – at de byder sig til, så vi i fællesskab sikrer, at det digitale billede er up-to-date.” Visit Sønderborg sidder klar til at hjælpe dig med oprettelsen. Alt de skal bruge er en kort beskrivelse samt et par billeder. Ring til Visit Sønderborg på tlf. 7442 3555 og bliv oprettet allerede i dag – det er gratis. Dermed styrker du din egen synlighed, men bidrager samtidig til at Sønderborg-området fremstår som en stærk destination online.
|