I første omgang var der planlagt en rundkørsel ved Fynshavvejs udmunding i Nordborgvej. En trafikanalyse har imidlertid vist, at den ikke i tilstrækkelig grad ville afhjælpe problemerne, som primært handler om, at det i myldretiden er meget svært for trafikanter at presse sig ind i den tætte trafik på Nordborgvej. – Det var godt, at vi fik analyseret mulighederne grundigt, og at så mange borgere involverede sig og bidrog med input. Begge dele var med til at sikre, at vi nu står med, hvad vi mener er en rigtig god løsning på de trafikale udfordringer omkring Guderup. En tunnel sikrer, at de bløde trafikanter trygt kan komme over på den anden side af Nordborgvej, og lyskrydset betyder, at bilister fra både Fynshavvej og Egen får ”huller” ud i trafikken og ikke er så presset til farlige manøvrer, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune, Aase Nyegaard. Hun fortæller videre, at der vil blive inviteret til et informationsmøde for borgerne i området, inden kommunen går i gang med arbejdet. Projekterne holder sig inden for det afsatte budget på 10 mio. kr. – Krydset Fynshavvej-Nordborgvej ændres til et firebenet kryds med lyssignal, idet Egen Kirkevej kobles på dér i stedet for ved kirken. På den måde bliver det langt lettere og mere trafiksikkert end hidtil at komme fra Egen og ud på Nordborgvej. Samtidig forventer vi, at trafikken igennem Guderup by vil aftage, når bilister fra det østlige Midtals og Sydals kan komme ud på Nordborg fra Fynshavvej i stedet for at vælge lyskrydset ved Vestergade/Dyndved Gade, siger næstformand i udvalget, Stefan Lydal.
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/files/13cb5123-5acb-42e1-a7e4-750ebba57683/Illustration_trafiktiltag_Guderup.pdf Illustrationen viser, hvordan tunnelen under Nordborgvej placeres, og hvordan Egen Kirkevej forlægges ned til det nye, firbenede signalkryds.
|