Torvedage fortsætter i 2021 efter god start

Torvedage fortsætter i 2021 efter god start

6400Torvedage i Sønderborg blev født i sommer med en række udfordringer på grund af Covid-19. Alligevel betegner langt de fleste aktører torvedagene som en succes, og på den baggrund fortsætter de næste år.

Både stadeholderne og publikum har taget godt imod de nye markedsdage, som første gang blev holdt den første juli i år. Udvalget for Landdistrikter, Natur og Fødevarer har derfor besluttet, at de fortsætter næste år – igen den første lørdag i hver måned kl. 10-14 i Kastanie Alle. Den sidste torvedag i år holdes på lørdag, den 5. december.
 
– Jeg synes, det er fantastisk, at torvedagene har fået så god en start, når man tænker på, hvilke odds, vi havde. Vi måtte aflyse den første gang pga. Covid-19, vi måtte droppe at stille de bestilte borde/bænke-sæt op, og vi måtte også balancere markedsføringen, fordi der var grænser for hvor mange, der var plads til ad gangen. Set i det lys har det været utroligt positivt af læse evalueringen af de første 6400Torvedage og opleve, at både stadeholdere, gæster og andre aktører er glade for tiltaget. Det giver mod på mere. Tænkt hvad vi kan gøre det til, når der ikke er Coronakrise, siger Charlotte Riis Engelbrecht, formand for Udvalget for Landdistrikter, Natur og Fødevarer.
 
Planen har hele tiden været, at Sønderborg Kommune skulle løbe torvedagene i gang, hvorefter de i 2021 skulle overtages af Made in Sønderborg. På grund af forhindringerne pga. Covid-19 vil kommunen dog de kommende måneder fortsat hjælpe med ansøgninger, koordinering og afvikling, hvorefter der vil foregå en glidende overlevering til Made in Sønderborg.
 
En netop gennemført evaluering fortæller, at 30 har vist interesse for at have en stadeplads, og at 17 har deltaget. Heraf har 13 besvaret spørgeskemaet.
– De er generelt positive og synes, de har fået noget ud af at være med. Og så har de nogle gode, brugbare ideer til forbedringer, som vi tager med i det videre arbejde. De siger også alle, at der gerne eller måske gerne vil være med, når vi fortsætter næste år, siger Charlotte Riis Engelbrecht, der ser frem til, at markedsføringen af 6400Torvedage kan forstærkes, når Covid-19 slækker sit greb.
Hun glæder sig også over et fint samarbejde om torvedagene med Sønderborg Handel, Borgen og Broager Sparekasse. Der er overført 20.000 kr. fra dette års budget til næste års, og de skal bruges til markedsføring.
 
Torvedagene havde oprindelig tilmeldt både en fiskehandler og en blomsterhandler, men begge meldte fra undervejs. Da torvedagen gerne vil tilbyde et bredt felt af stader, er håbet, at også den type stadeholdere tilmelder sig, når en ny runde torvedage og stadepladser udbydes næste år.
 
FAKTA I
Made in Sønderborg, som på sigt skal overtage driften af torvedagene, er en forening, der vil skabe et forum for samarbejde om samt udvikling og markedsføring af lokalt producerede og forædlede kvalitetsfødevarer. Målet er at øge brugen af lokale fødevarer, løfte kvaliteten og skabe flere gode madoplevelser. Alle, der arbejder inden for restaurationsbranchen, catering, cafédrift, specialbutikker, produktion eller forarbejdning af lokale, sønderjyske fødevarer, kan være medlem.
 
FAKTA II
Man har hidtil på standene ved 6400Torvedage kunnet købe kaniner, fisk, frugt, sæsonens grøntsager, sætteløg, vin, æblemost, gløgg, kaffe, honning, bivokslys og madpapir, marmelade, urtesalt, hjemmebag, brugskunst i beton, blomster, mundbind, ting i træ, pyntegran, juletræer, urter, krydderurter, cremer, strømpenisser, is, kranse og dekorationer.
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/_compresseds/c48703d9-b090-4b69-b29d-8bdccf456ddd.jpg

 

Kontaktinformation:

Udvalgsformand Charlotte Riis Engelbrecht, tlf. 27 90 02 14, mail: cre@sonderborg.dk
Fødevarekoordinator Anne Abild Poulsen, tlf. 20 20 26 92, mail: aepu@sonderborg.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top