Sundhedstilbud til børn og unge forlænges

En periode præget af nedlukninger og restriktioner på grund af Covid-19 betyder, at to sundhedsprojekter for børn og unge i Sønderborg Kommune nu bliver forlænget. Det har Sundhedsudvalget besluttet.
 
Det ene projekt er Jump4Fun, som er et foreningsbaseret træningstilbud for 6-16 årige børn og unge primært med overvægtsproblematikker. I samarbejde med DGI (Dansk Gymnastik- og idrætsforening)
Sønderjylland og lokale foreninger er der lavet specifikke hold for overvægtige børn og unge, der skal styrke deltagernes bevægelsesglæde, så de kan fortsætte i et ordinært tilbud i en forening.
 
Grundet Covid-19 har det ikke været muligt at afholde aktiviteterne som planlagt. Derfor forlænger Sundhedsudvalget projektperioden med et år.
 
– Med de resultater vi kender, ved vi, at børnene blandt andet oplevede større bevægelsesglæde, højere fysisk aktivitetsniveau og nye venskaber. Det vil og skal vi selvfølgelig støtte op om. Der er dog stadig et behov for en større indsigt i, hvordan vi tiltrækker flere børn og unge i målgruppen, og så vil vi gerne sætte forskellige initiativer med flere deltagere i gang. Men det lagde corona en dæmper på, og det har ikke været muligt at afprøve de planlagte nye initiativer. Derfor forlænger vi perioden, så de kan komme i gang samt afprøve et nyt samarbejde med Nord-Als Svømmeklub, siger Didde Lauritzen, formand for Sundhedsudvalget. 

Beløbet for den forlængede projektperiode er 90.000 kr., som inkluderer fortsættelse af to nuværende hold samt opstart af et tredje hold i Nord-Als Svømmeklub til og med den 31. juli 2023.
 
Det andet projekt er en forlængelse af Indsatser til fremme af mental sundhed for unge i Sundhedscentret. Det er en samlet indsats med eksisterende indsatser som UngeLiv og Gratis Psykologhjælp til Unge. De to nye indsatser er Mental Topform og Åben og Rolig for Unge. Mental Topform er et undervisningsforløb, der afvikles for udvalgte klasser på ungdomsuddannelserne. Åben og Rolig for Unge er et videnskabeligt udviklet gruppeforløb målrettet unge med symptomer på stress.
 
Indsatserne har kørt i næsten to år, og en evaluering af indsatsens viser positive resultater. Det er dog sket i en periode præget af nedlukninger og restriktioner grundet Covid-19, som har påvirket fremdriften i projektet, de unges hverdag og dermed også de samlede resultater.
 
Sundhedsudvalget forlænger den samlede indsats for yderligere to år.
 
– Der har været afholdt færre forløb med færre deltagere end forventet, men resultaterne er overordnet positive. Specielt, når vi kigger på de to nyeste forløb: Her oplever de unge færre symptomer på stress, angst og depression samt forbedret trivsel. Men resultaterne er skabt i en coronaperiode, som har gjort, at hverdagen har været alt andet en normal, og dermed bliver resultatgrundlaget heller ikke så sikkert. Derfor forlænger vi projektet, så vi kan hjælpe de unge og samtidig få et bedre beslutningsgrundlag for en eventuel videre drift, der ikke er påvirket af Covid-19, siger Bo Kleis Christensen, der er næstformand for Sundhedsudvalget. 

Det vil koste 800.000 kroner at forlænge projektperioden for Indsatser til fremme af mental sundhed for unge i Sundhedscentret fra november 2022 til oktober 2024.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top