Sønderborg Kommune var en af de 20 pilotkommuner, der udarbejdede en DK2020 Action Plan, der lever op til Parisaftalen på kommunalt niveau. Handleplanen skal sikre en 70 procent reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030 i forhold til 1990 og et klimaneutralt Danmark i 2050. Sønderborg Kommune har i forvejen en vision om at blive CO2-neutral i 2029.
Handleplanen DK2020 skal revideres hvert fjerde år, og Sønderborg Kommune har nu halvvejs gennem perioden udarbejdet en status på eget initiativ.
– Sønderborg Kommune har flere handleplaner som ProjectZeros Masterplan 2029. Med DK2020 får vi de forskellige planer til at hænge sammen, så vi både har fokus på CO2-reduktion, bæredygtighed og klimasikring af udsatte steder som Gråsten By og Sønderborg Havn. Med DK2020 forpligtiger Sønderborg Kommune sig til at fastsætte ambitiøse klimamål, og det glæder mig, at statussen viser, at vi lykkes med vores ambitioner, siger Asger Romme Andersen, der er formand for Natur-, Klima- og Naturudvalget.
Sønderborgs DK2020 har tre spor: Bæredygtighed, klimatilpasning og reduktion af drivhusgasser. Klimaplanen er udarbejdet i et samarbejde mellem kommunen, ProjectZero og Sønderborg Forsyning.
Statussen på DK2020 er, at Sønderborg Kommune gør fremskridt på alle tre fokusområder.
Inden for bæredygtighed arbejder Sønderborg Kommune blandt andet med Center for Verdensmål på Kær Vestermark. Stedet er under udvikling og etablering og skal blive et oplevelses- og videnscenter om bæredygtighed og FN’s Verdensmål. Kommunen har også udarbejdet en Klimatilpasningsplan, der sætter fokus på udsatte områder i forhold til forhøjet vandstand og stormflod.
Arbejdet med DK2020 har også tydeliggjort, at der var behov for at opdatere Sønderborg Kommunes energi- og varmeplan. Varmeplan 2021 er efterfølgende godkendt politisk, og Broager Fjernvarme, Sønderborg Varme og Nordals Fjernvarme arbejder målrettet for at realisere varmeplanen. Siden DK2020 blev udarbejdet er 39 procent af de oliefyr, der er i kommunen, blevet udfaset. Og der er indgået 637 kontrakter med kunder til det nye fjernvarmeværk på Nordals.
– Vi har stor fokus på den grønne omstilling i Sønderborg Kommune, og resultaterne er tydelige. Men derfor skal vi ikke stoppe. Derfor skal DK2020 også få os til at se fremad. Vi skal i de kommende år blandt andet have fokus på, at Sønderborg Kommune skal købe mere ansvarligt ind samt planlægningen af en vindmøllepark i Lillebælt sammen med European Energy, siger Daniel Staugaard, der er næstformand i Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
Fakta:
I 2020 godkendte Sønderborg Byråd klimaplanen DK2020 Action Plan, og den grønne tænketank Concitos godkendte efterfølgende, at klimaplanen lever op til FN’s Parisaftale. DK2020 er et partnerskab mellem KL, regionerne og Realdania. I DK2020 skal kommunerne udvikle en ambitiøs klimaplan. Klimaplanen skal vise, hvordan kommunen senest i 2050 vil opnå netto nul-udledning af CO2, samt hvilke tiltag kommunen vil tage for at tilpasse sig klimaforandringer. I dag har 95 kommuner tilsluttet sig DK2020.