Det er atter den tid på året, hvor Sønderborg Kommune igennem sit Folkeoplysningsudvalg uddeler penge fra den særlige Sønderborgordning. Det er kommunens tilskudsordning til folkeoplysningsgodkendte foreninger. Det samlede beløb er hvert år på godt fire millioner kroner. I år har ordningen støttet 154 foreninger, der til sammen repræsenterer 27.000 medlemmer.
Ordningen giver tilskud til foreninger med aktiviteter for børn og unge under 25 år. Hvert år kan foreningerne søge ordningen om penge til det, der officielt hedder ”aktivitetsrelevante materialer”. Det vil sige genstande og tiltag, som har direkte betydning for, at foreningerne kan udføre deres arbejde.
– Det er bidende nødvendigt for foreningerne, at holder sig aktuelle med både udstyr, aktiviteter og uddannelse. Det er vigtigt at få muligheden for at komme ud og opgradere sin værktøjskasse. Sønderborgordningens udbetalinger er med til at sikre, at både unge og garvede ledere, trænere og andre frivillige har den nyeste viden på deres område. Og ja, så kan det naturligvis også have den effekt, at en forening kan fastholde sine trænere og ledere, siger Peter Landergren, formand for Folkeoplysningsudvalget i Sønderborg Kommune.
Interesserede kan læse mere om Sønderborgordningen på www.sonderborgkommune.dk/soenderborg-ordningen