I Sønderborg Kommune er der en del udsatte borgere, der ikke kommer til tandlæge, selvom de har tandsmerter og problemer med tænderne. De kedelige sidegevinster er spisebesvær, dårlig livskvalitet og risiko for social isolation. Nu opretter kommunen et tilbud om socialtandpleje, og kommunens socialfaglige medarbejdere går i gang med en aktiv indsats, der skal hjælpe borgerne med at komme afsted til tandlæge. Initiativet udspringer af en ny lov om social tandpleje, som pålægger kommunerne at tilbyde gratis akut smertelindrende og funktionsopbyggende behandling til de mest socialt udsatte borgere. Regeringen har med finanslovsaftalen for 2020 afsat midler til etablering af et sådant tilbud, og Sønderborg Kommune har modtaget 0,5 mio. kr. i 2020 til socialtandpleje samt 0,7 mio. kr. i 2021 og fremover. – Vi hilser den nye lov velkommen, og griber det som en mulighed for at gøre en ekstra indsats for at mindske social ulighed i sundhed. Vi kender i forvejen mange af de borgere, som vi ved kan få glæde af netop det her nye initiativ, og som helt klart vil får en bedre livskvalitet, når de kommer af med tandsmerterne, siger formand for Sundhedsudvalget Helge Larsen. – Det er klart, at hvis man går rundt med konstant tandpine, så påvirker det hele ens hverdag. Det glæder mig, at vi nu får mulighed for at lave opsøgende arbejde, hvor vi ikke bare stiller tilbuddet til rådighed, men også helt lavpraktisk er forpligtet til at finde og hjælpe borgerne med at komme afsted og få ordnet tænderne, siger næstformand for Sundhedsudvalget Didde Lauritzen.
|