Ny plan skal løfte naturen i Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune tager nu et vigtigt skridt i arbejdet med at forbedre naturen i kommunen. Natur-, Klima- og Miljøudvalget har besluttet at sende forslag til Naturkvalitetsplanen i høring i seks uger.

Naturkvalitetsplanen er den første samlede plan, der kortlægger og vurderer naturens tilstand i kommunen og peger på, hvor der er størst potentiale for at forbedre naturen.

Naturkvalitetsplanen beskriver blandt andet de udfordringer, der presser naturen som fx eng, vandhuller, diger og grønne områder.

– Naturkvalitetsplanen giver os et klarere og mere et samlet billede af, hvor naturen i Sønderborg Kommune har det godt, hvor den er under pres, og hvor vi kan gøre den største forskel. Planen vil hjælpe os med løbende at få sat mere konkrete mål og ambitioner for en bedre biodiversitet og natur her hos os, siger Asger Romme Andersen, der er formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget.

Planen skal fungere som et fagligt redskab i kommunens planlægning og sagsbehandling og skabe et bedre grundlag for fremtidige naturprojekter. Samtidig skal den understøtte arbejdet med den grønne omstilling, biodiversitet og kommende nationale indsatser på naturområdet som Grøn Trepart.

Målene for udviklingen af naturtilstanden kan ikke realiseres uden konkrete indsatser. Derfor lægger forslag til Naturkvalitetsplan 1.0 op til, at konkrete indsatser formuleres i en kommende handleplan. Naturkvalitets planen foreslår fx, at der udpeges de 20 mest værdifulde naturområder, som skal have en målrettet indsats.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top