Fællesskabskoret blev etableret i 2025 som en lokal del af det landsdækkende initiativ Sundhedskor. Tilbuddet henvender sig til borgere, der oplever udfordringer med deres psykiske, fysiske, kognitive eller sociale trivsel, og gennemføres i samarbejde mellem Sønderborg Kommune og Det Sønderjyske Sangcenter.
Evalueringen af tilbuddet viser, at deltagerne især oplever positive effekter på deres mentale trivsel, samtidig med at koret skaber et trygt og inkluderende fællesskab, hvor der er plads til at deltage på egne præmisser.
Beslutningen glæder Didde Lauritzen, formand for Sundheds-, Unge- og Forebyggelsesudvalget.
– Vi ved, at stærke fællesskaber har stor betydning for den mentale sundhed. Fællesskabskoret giver mennesker mulighed for at møde andre, få gode oplevelser og styrke deres livskvalitet. Det er en relativt lille investering, som kan gøre en stor forskel for den enkelte borger, siger hun.
Siden opstarten har mellem 30 og 40 borgere deltaget i hvert forløb, og evalueringen viser, at langt de fleste deltagere oplever, at aktiviteterne er tilrettelagt, så alle kan være med, og at der er plads til individuelle behov.
– Fællesskabskoret er en hjælp på en meningsfuld og nærværende måde. Når mennesker mødes om sang og fællesskab, styrker det både trivslen og følelsen af at høre til. Derfor er vi glade for at kunne sikre, at tilbuddet fortsætter de kommende år, siger Kristian Beuschau, næstformand for Sundheds-, Unge- og Forebyggelsesudvalget.
Den nuværende fondsfinansiering udløber ved udgangen af 2026. Fremover deles finansieringen af Fællesskabskoret mellem Sønderborg Kommune og Det Sønderjyske Sangcenter. Kommunens andel udgør 21.000 kroner årligt.