Nu kan bibliotekerne bruges igen

Nødberedskab for bibliotekerne godkendt

Det bliver nu fra på tirsdag, den 12. maj, muligt at aflevere og hente reserverede materialer på tre af bibliotekerne i Sønderborg Kommune. Ordningen indføres på hovedbiblioteket i Multikulturhuset og ved bibliotekerne i Nordborg og Gråsten. Bibliotekets nødberedskab blev godkendt på Udvalget for Kultur, Handel, Idræt og Turisme på mødet i dag, den 7. maj.

Nødberedskabet etableres ved bibliotekerne som selvaflevering, således at alle afleverede biblioteksmaterialer efterfølgende er i karantæne i 72 timer, inden de sættes på plads og kan lånes igen. Bibliotekets hjemmeside kan bruges til at bestille eller reservere materialer, som kan hentes i poser. Der kan ligeledes bestilles biblioteksmateriale via den telefoniske betjening på tlf. 88 72 42 00. Bibliotekets personale vil sørge for afspritning, så borgerne kan være trygge ved at låne uden risiko for smitte med Covid-19.
 
– Jeg er meget tilfreds med, at vi nu får etableret et nødberedskab ved tre af bibliotekerne, det giver mulighed for at få adgang til bibliotekernes store materialesamling. Især har mange studerende brug for adgangen til biblioteksmaterialer i den kommende eksamenstid, og mange andre borgere savner selvfølgelig også adgangen til bibliotekets bøger og andre materialer, siger formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme, Stephan Kleinschmidt.
 
Det vil være muligt at aflevere og hente reserveret materiale på Hovedbiblioteket i Multikulturhuset fra mandag til fredag kl. 13–17 og på Bibliotekerne i Gråsten og Nordborg fra mandag til torsdag kl. 13–17. Ordningen igangsættes tirsdag d. 12. maj 2020.

Vær særligt opmærksom på skiltningen i forhold til adgangsforhold ved de enkelte biblioteker og de øvrige begrænsninger, fx begrænsningen i antallet af borgere i samme lokale – nemlig maksimalt 10 personer.
 
Bibliotekerne i Sønderborg Kommune lukkede den 12. marts 2020 på baggrund af Regeringens udmelding vedr. Corona-smitterisikoen. Under nedlukningen af bibliotekerne har det været muligt for borgerne at blive betjent telefonisk af medarbejderne og benytte bibliotekets digitale tilbud. Disse tilbud er selvfølgelig stadig tilgængelige.

 

Kontaktinformation:

Udvalgsformand Stephan Kleinschmidt, tlf. 27 90 02 17, mail: skl@sonderborg.dk
Stadsbibliotekar Carsten Nicolaisen, tlf. 27 90 60 00, mail: cnic@sonderborg.dk
 

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top