Modernisering af Gråsten Skole og Alssund-Skolen kan sættes i gang

“Skolernes årti – Fremtidens Skole” har til formål at modernisere og forbedre de fysiske rammer for kommunens folkeskoler i Sønderborg Kommune, der giver moderne og attraktive læringsmiljøer for kommunens børn og unge. Det arbejde forudsætter planer for de enkelte skolers renoveringer og ombygninger, og nu indstiller Børne- og Uddannelsesudvalget, at Byrådet godkender de næste to masterplaner byrådsmødet den 25. juni 2025.
 
Det er masterplanerne for Gråsten Skole og Alssund-Skolen, og begge masterplaner tager udgangspunkt i en bred og inddragende proces, hvor forskellige brugere og interessenter har været involveret. 
 
Masterplanen for Gråsten Skole beskriver en gennemgribende renovering.
 
– Vi kommer til at åbne Gråsten Skole meget mere op end den er i dag. Visionen for Gråsten Skole er at skabe et sted, hvor børn, unge, voksne og lokalsamfundet i højere grad end i dag føler sig velkomne. Det betyder blandt andet, at der laves et nyt, åbent og imødekommende ankomstområde, så skolen inviterer til dialog og samarbejde, siger Jesper Smaling, der er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget. 

Derudover foreslår masterplanen, at en ny mellemtrinsfløj opføres mellem hovedfløjen og vestfløjen. De resterende bygninger på Gråsten Skole skal moderniseres i tråd med de bygningsmæssige behov og de pædagogiske intentioner.
 
Plan for Alssund-Skolen
Ligeledes er masterplanen for Alssund-Skolen blevet godkendt. Planen fokuserer på at skabe en skole, der bygger på en stærk profil inden for sport og bevægelse.
 
– Modernisering kan skabe en skole, hvor den tydelige profil og stærke identitet gennemsyres i det fysiske miljø.  Alssund-Skolen skal være et sted, hvor krop og læring smelter sammen i en ramme præget af sport, bevægelse og aktivitet. Ikke kun i dagligdagen, men også et aktivt og åbent samlingspunkt for lokalområdet, siger Jesper Larsen, der er næstformand for Børne- og Uddannelsesudvalget. 

Samarbejdet med Sønderborg Talent Akademi understreger skolens profil, og understøttes i masterplanen blandt andet i et nyt område for fitness og styrke.
 
For begge skoler gælder, at næste faser går i gang i andet halvår af 2025 med beskrivelse af funktionelle indretninger af skolernes læringsmiljøer og principskitser. De vil sammen med masterplanen danne afsæt for rådgiverudbud, som forventes påbegyndt primo 2026.
 

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top