Et kreativt mødested for alle på tværs af generationer og kulturer – et mangfoldigt hus, der samler Nordborg og områdets aktører. Det er visionen for det nye kulturhus i Nordborg. En vision, der er skabt sammen med borgere og aktører i Nordborg gennem workshops og dialogmøder.
Nu har Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab samt Teknik-, By- og Boligudvalget godkendt scenariet for det nye kulturhus. Det betyder, at der skal bygges et kulturhus på 700 kvadratmeter på Stationsvej. Huset skal rumme bibliotek, borgerservice og foreningsfaciliteter.
– Vi bakker op om at skabe sammenhængskraft i Nordborg med et nyt og centralt placeret kulturhus med bibliotek, borgerservice og andre faciliteter. Kulturhusprojektet skal være nytænkende i sin udformning for at kunne opfylde mange forskellige behov og funktioner. Det glæder mig, at der har været stort engagement og generel opbakning fra lokalsamfundet i processen, og jeg håber, at vi med projektet kan indfrie nogle af forventningerne, siger Christel Leiendecker, der er formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab.
Udvalgene har også godkendt, at der skal skabes synergi mellem kulturhuset og naboen, Nordals-Skolen.
– Vi skal som kommune bruge vores kvadratmeter smart, og med et mindre kulturhusbyggeri på 700 kvadratmeter har vi tænkt i en tæt kobling til naboen, Nordals-Skolen, og dens faciliteter. Faciliteterne her kan kulturhusets brugere benytte, når skolen ikke selv bruger dem. Det kan blive en rigtig fin synergi, der netop vil være med til at opfylde visionen om at skabe et kreativt mødested på tværs af generationer og kulturer, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.
Kulturhuset med bibliotek, borgerservice og plads til foreninger etableres med mulighed for en senere udvidelse, så der bliver plads til alle og mulighed for at varieret brug.
Nordborg By er en del af forsøgsordningen Frie Bymidter, som indeholder flere delprojekter, blandt andet etableringen af et kulturhus med vælfærdsfunktion. Ordningen skal bl.a. være med til at skabe mere liv i bymidten, styrke foreningslivet samt bidrage til, at byen bliver et mere attraktivt besøgsmål. Staten støtter projektet med 9,3 mio. kr. Kommunen er forpligtet til at realisere projektet inden udgangen af 2029.
Byggeriet af kulturhuset har en økonomiske ramme på 17 mio. kr. Økonomien skal Økonomiudvalget tage stilling til midt i juni, hvorefter sagen sendes til Byrådet i slutningen af juni.