Lokalplanforslaget er netop godkendt i Teknik- og Miljøudvalget og sendes i offentlig høring i december, hvor alle kan kommentere det. Baggrunden for lokalplanen var oprindelig en ansøgning fra en husejer på Strandvej, der gerne ville montere en altan på huset. – Egentlig kunne vi behandle ansøgningen isoleret set, men vi var enige om, at plangrundlaget skulle være på plads. Det åbnede samtidig vores øjne for, at der er behov for en lokalplan for området, så vi fremtidssikrer det karakteristiske og smukke udtryk i området. En lokalplan sikrer også, at grundejerne på forhånd kender rammerne for, hvordan de kan bevare og renovere og dermed være med til at sikre området kulturhistoriske bygninger og identitet. Det er klare linjer, og det tror jeg, alle er bedst tjent med, siger Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget. I øvrigt åbner lokalplanforslaget for, at villaerne på Strandvej må have altaner. – Lokalplanen er inddelt i to, hvor Strandvej og Batterivej udgør del 1, som omslutter del 2, hvor Voldgade, Ulvedalen, Strandvænget og en del af Blegen indgår. På en gåtur i området kan man både glæde sig over de mange smukke villaer, de karakteristiske rækkehuse på Batterivej og nyere huse, hvoraf flere er passet godt ind i miljøet, og der er et mange fine grønne områder. En del af Batterivej er bygget på det tidligere Slotsbatteri fra 1864 og den prøjsiske Skanse V, som både har givet gaden navnet og det karakteristisk, bakkede forløb. Det er alt sammen kulturhistoriske værdier, som vi med lokalplanen gerne vil sikre for eftertiden, siger Stefan Lydal, næstformand i Teknik- og Miljøudvalget. Når lokalplanforslaget i december kommer i offentlig høring i otte uger, kan forslaget ses på www.sonderborgkommune.dk > høringer. Selve lokalplanen med evt. ændringer vil derefter være klar til endelig godkendelse i begyndelsen af 2021.
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/_compresseds/59b3e75a-c487-44cc-8ee2-8f04dd4ccb3c.jpg
|