Kommune og boligforening ønsker at nedrive færre boliger i Nørager og Søstjernevej m.fl.

Der skal stadig stå 60 procent af de almene boliger i boligområdet Nørager samt Søstjernevej, Søgræsvej, Koralvej og Konkylievej i Sønderborg den 1. januar 2030. Det er ønsket i den dispensationsansøgning Sønderborg Kommune og SAB sender til Transport- og Boligministeriet. Baggrunden er, at boligområdet er på den hårde ghettoliste, og det betyder i udgangspunktet, at andelen af almene familieboliger i området skal nedbringes til kun 40 procent af boligmassen senest den 1. januar 2030.
 
Kommunen og boligforeningen søger om dispensation, fordi der over flere år har været fremgang på alle kriterier på ghettolisten. Endvidere er der over de seneste år sket en markant positiv udvikling på tilknytningen til arbejdsmarkedet i området. Alene fra 2019 til 2020 er tilknytningen til arbejdsmarkedet steget med 2,9 procentpoint.
 
Boligområdet opfylder forudsætningerne for at søge dispensation: Boligområdet har færre end en 2.100 beboere – knap 1.300, og kun 1,49 procent er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer, og det er pænt under landsgennemsnittet på 2,27 procent.
 
Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, siger til ansøgningen.
 
– Jeg håber på en dispensation. Det er kommunens og boligforeningens vurdering, at en nedbringelse af boligmassen til 40 procent vil være et alt for drastisk skridt set i forhold til den positive udvikling, der har været i boligområdet gennem de seneste år. Derfor er Sønderborg Kommune og SAB enige om at ansøge om dispensation fra kravet, så vi stadig har 60 procent af den almene boligmasse i området den 1. januar 2030. Ved siden af den fysiske omdannelse i boligområdet vil vi som kommune også skabe udvikling i det omkringliggende byområde samt arbejde med en bedre og mere sammenhængende infrastruktur i bydelen, siger han.

Økonomiudvalget behandler dispensationsansøgningen på sit møde den 10. februar 2021.
 
Den endelige plan for den fysiske omdannelse af boligområdet præsenteres i den udviklingsplan, som skal afleveres senest den 1. juni 2021. I dispensationsansøgningen er det dog beskrevet, at Sønderborg Kommune og SAB vil arbejde med fire tiltag i den fysiske omdannelse:
 
• Ommærkning af et mindre antal etværelseslejligheder til ungdomsboliger på Søstjernevej og Søgræsvej
• Nedrenovering af blokke til almene rækkehuse i Nørager
• Fortætning med private rækkehuse på det grønne område ved Nørager
• Forbindelser og infrastruktur i området
 
Det forventes først, at renovering og byggeri kan begynde i 2023, og det vil derefter strække sig over en længere periode på op til 6-7 år. Årsagen er, at det både vil tage tid at omdanne bygningerne og sikre en god genhusningsproces for de beboere, der i en periode måske skal bo andre steder.
 
Beboerne skal nu yderligere inddrages i den videre proces, fortæller formanden for hovedbestyrelsen i SAB, Vivian Engelbredt.
 
– Dispensationsansøgningen har nu lagt de overordnede rammer, og de næste måneder skal vi sammen med blandt andet beboerne beskrive den udviklingsplan, som der så konkret skal arbejdes efter. Vi vil sørge for at orientere beboerne løbende og inddrage dem i processen, for det er meget vigtigt for os at skabe en så god løsning for beboerne som muligt. Mange beboere har gode forslag til, hvordan de mener, at boligområdet kan blive et endnu bedre sted at bo, og de tanker og ideer skal med i overvejelserne for udviklingsplanen, siger hun. 

Fakta:
I dispensationsansøgningen beskrives de indsatser, som Sønderborg Kommune og SAB sammen vil arbejde med for at sikre, at Nørager samt Søstjernevej, Søgræsvej, Koralvej og Konkylievej omdannes til et velfungerede boligområde:

• Ansøgning til ny boligsocial helhedsplan 2021-2025
• Fortsat udvikling og implementering af beskæftigelsesrettede indsatser i boligområdet
• Fysisk omdannelse af området med fokus at skabe et blandet boligområde – herunder nedbringelse af andelen af almene familieboliger til 60 pct. i 2030
• Øget integration af boligområdet i det omkringliggende byområde med fokus på blandt andet forbindelser omkring og igennem området 
• Plan for flytning af beboere og monitorering af udviklingen i boligområderne i Sønderborg by
 

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen