Fuld genåbning af dagtilbud og SFO efter pinse

Fuld genåbning af dagtilbud og SFO efter pinse

Den 2. juni åbner Sønderborg Kommunes dagplejer, vuggestuer og børnehaver med de almindelige åbningstider og folkeskolerne åbner SFO og klubber.

Det er meget tæt på en normal hverdag, kommunens mindste børn kan se frem til efter pinse, når dagplejer, vuggestuer og børnehaver genindfører de almindelige åbningstider fra tidlig morgen til sen eftermiddag. SFO og klubber åbner også den 2. juni med åbningstider som før corona-krisen. Der vil dog fortsat være ekstra fokus på hygiejne og håndvask, ligesom forældre i videst muligt omfang skal sørge for at overholde det generelle krav om 1 meters afstand, når de henter og bringer.
 
Bortset fra nødpasning har SFO og klubber været lukket siden midten af marts. De 0- til 6-årige har været afsted siden den 15. april, men pga. af ekstra krav til rengøring, kravet om at børnene skulle opholde sig i mindre grupper og kun måtte være sammen med den samme voksne, har åbningstiden været begrænset både i dagplejer, vuggestuer og børnehaver.
 
–  At vi nu kan lave en genåbning, der bringer kommunens børnefamilier tilbage til noget, der er så tæt på normal hverdag, er selvfølgelig helt fantastisk. Det har været en udfordring for mange småbørnsforældre at få den begrænsede pasningsmulighed til at hænge sammen med et fuldtidsjob. Børn har brug for tryghed og ro omkring sig for at lære og udvikle sig. Nu bliver der ro på igen, og det er jeg rigtig rigtig glad for, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Claus Klaris.
 
At det nu er muligt at genindføre almindelig åbningstid i dagtilbud skyldes, at sundhedsmyndighederne tillader børn i dagtilbud og SFO at være sammen i større grupper, og at der fremover skal gøres rent én gang om dagen i stedet for to gange. Desuden gælder det generelle krav om 1 meters afstand ikke mellem legende børn og mellem børn og personale. Fokus på håndhygiejne og det med at hoste og nyse i ærmet gælder dog fortsat, ligesom man selvfølgelig skal blive hjemme, hvis man har symptomer, der kan være relateret til corona-smitte.
 
– Det bliver også godt for de lidt større børn, at de meget snart igen kan komme i SFO og klub efter skoletid, ligesom de plejer. Vi fortsætter med at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for hygiejne, adfærd og rengøring, så borgerne kan være helt trygge ved denne genåbning, siger næstformand for Børne- og Uddannelsesudvalget Jesper Smaling.
 
Fakta:

  • Den 15. april genåbnede dagplejer, vuggestuer og børnehaver delvist. Vuggestuer og børnehaver har haft åbningstid fra kl. 8 til 14.30. Dagplejer har haft reduceret åbningstiden med ½ time, der har været afsat til rengøring. Den 2. juni genindføres normal åbningstid.
  • Folkeskolerne åbner SFO og klubber fra tirsdag den 2. juni 2020 med normal åbningstid.
  • 1844 elever er i maj 2020 tilmeldt skolernes SFO.

Kontaktinformation:

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Claus Klaris, mobil 27 90 02 16
Næstformand for Børne- og Uddannelsesudvalget Jesper Smaling, mobil 27 90 02 03

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top