Forsøgsordning skal teste steder til autocampere

Forsøgsordning skal teste steder til autocampere

Flere og flere holder ferie i autocamper, og dermed stiger også behovet for parkeringspladser til dem. Sønderborg Kommune vil gerne byde de ”nye” turister velkommen og gennemfører derfor en forsøgsordning, både som en service for camperne og for at undgå ophold uhensigtsmæssige steder. Samtidig gøres klar til Tour de France ved at udpege fire pladser, som dog kun er beregnet til autocampere i forbindelse med, at Sønderborg er målby for 3. etape af touren i juli i år.

Det er partierne bag budgetaftalen 2020-2023, der har ønsket at få udpeget de steder, hvor der kan realiseres opholds- og parkeringspladser for autocampere. Tanken er, at camperne – der hvor der er el, vand og tømningsmulighed – betaler på linje med lystsejlere, der også betaler havnepenge for at benytte tilsvarende faciliteter.
– Både den stigende turisme i kommunen og det kommende Tour de France gør det aktuelt at se på mulighederne for autocampere. Vi vil gerne flere turister, og de skal helst tage glade hjem og fortælle om de gode oplevelser, de har haft hos os. Derfor skal der være gode forhold.  Vi skal samtidig tage hensyn til campingpladserne, og derfor gennemføres forsøget i dialog med repræsentanter for turisterhvervene, fortæller formand for Teknik-, By- og Boligudvalget, Kirsten Bachmann.
De tre forsøgspladser, der arbejdes på at realisere, er ved Sønderborg Lystbådehavn, i den sydlige del af Verdens Ende og ved Sønderborg Vandrerhjem. Lystbådehavnen har allerede givet udtryk for, at den ønsker flere pladser, mens det i forhold til vandrerhjemmet vil komme an på en dialog med ejeren. I kortlægningen af mulige placeringer har forvaltningen udpeget i alt 38 steder rundt i hele kommunen, hvor der i dag opleves autocampere. Det vurderes dog, at behovet for egnede steder til ophold og overnatning er størst i nærheden af Sønderborg.
I forbindelse med Tour de France bliver der udlagt arealer fire steder nær ruten, hvor i alt 200-250 autocampere kan raste. De fire steder er på Kær Vestermark, ved Sundgade i Sønderborg, i Nybøl og ved Fiskenæsvej i Gråsten. De to sidstnævnte steder bliver det alene muligt at parkere, mens det de to andre steder bliver adgang til el og vand og mulighed for affaldstømning.
– I forbindelse med Tour de France bliver der et behov for plads til autocampere på et helt andet niveau, end vi nok vil se de efterfølgende år. Men også Tour-turisterne er potentielle fremtidige turister og ambassadører for Sønderborg-området, når de tager hjem, så vi skal både være klar i år og kommende år. Derfor er jeg godt tilfreds med, at vi i år både har de særlige Tour-pladser og nogle forsøgsområder, som vi kan tage erfaringer med fra, siger næstformand i Teknik-, By- og Boligudvalget, Kristian Beuschau.

https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/images/3ad2300d-c7c4-cb22-7045-5adc8f4eda27.jpg
 

Kontaktinformation:
Udvalgsformand Kirsten Bachmann, tlf. 27 90 39 30, mail: kba@sonderborg.dk
Næstformand Kristian Beuschau, tlf. 27 90 39 86, mail: kbe@sonderborg.dk
Sille M. Dall, plan- og myndighedschef, tlf. 27 90 54 59, mail: smar@sonderborg.dk
 
Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top