Forældre er tilfredse med ny madordning i Sønderborg Kommunes dagtilbud

I perioden maj 2020 til maj 2021 blev individuelle madpakker skiftet ud med fast madordning på 21 vuggestuer og 10 børnehaver i Sønderborg Kommune.

Efter en evaluering viser forsøget med madordningen gode resultater, hvor 71% af børnenes forældre er tilfredse med ordningen, mens 69% ønsker at madordningen fortsætter. Samtidig giver det pædagogiske personale udtryk for, at den nye ordning skaber mere madglæde, mere fællesskab og en højere trivsel blandt børnene.

I forbindelse med indføringen af madordningen er der ansat køkkenpersonale, som hjælper med madlavningen, så pædagogerne kan blive ved børnene. Desuden har flere pædagoger samt køkkenpersonale deltaget i kursus for at arbejde i dybden med maddannelse i dagtilbud. Derfor er dialogen om mad også kommet i børnehøjde samtidig med, at forældrene fortæller om børn, der er blevet bedre til at smage ny mad og spise med bestik.
Dernæst har ordningen haft en direkte sundhedsmæssig fordel, især for de børn, som ikke tidligere fik frugt og grønt på daglig basis.
 
Formanden for Sundhedsudvalget, Helge Larsen, er glad for madordningens positive resultater:

– Sunde madvaner starter tidligt. Når alle børnene får den samme sunde, mættende mad, tager de forhåbentlig de gode madvaner med ind i voksenlivet. Samtidig lever frokostordningen op til Fødevarestyrelsens anbefalinger til mindre børns mad, så på den måde sikrer vi, at alle børn uanset baggrund får en optimal start på dagen.
 
Formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Claus Klaris, ser også en værdi i fællesskabet omkring måltidet:

– Sund mad er vigtig for børnenes fysiske trivsel, men selve måltidet skaber også et fællesskab blandt børnene. Sammenhæng mellem socialt samvær og mad kender de fleste, så børn der spiser sammen, hygger også om maden. Det giver en positiv effekt på den mentale sundhed og trivsel.

Maden i frokostordningen følger årstiderne og er mindst 85% økologisk. Hvert andet år kan forældrene vælge, om de ønsker frokostordningen i deres barns vuggestue/børnehave.  

Frokostordningen leveres af Fru Hansens Kælder, som er specialist i mad til børn og har været aktør på området i ca. 10 år. Prisen på madordningen er 417 kr om måneden, som er en af landets laveste satser. 

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top