Cykelsti til Kegnæs bliver klar til sommer

Cykelsti til Kegnæs bliver klar til sommer

Cykelstien mellem Skovby og Trænge på Kegnæs har været på vej længe, men til foråret går arbejdet i gang. Stien bliver ca. 4 mio. kr. dyrere end budgetteret, men politikerne er enige om, at der skal anlægges flere cykelstier i kommunen, for flere – både borgere og turister – skal komme rundt på cykel i stedet for i bil.

Sønderborg Kommune er i sin plan for et omfattende net af cykelstier i kommunen nået til den ca. syv km lange strækning mellem Skovby og Trænge. Der var afsat 10 mio. kr. til projektet, men da der var licitation på stien, blev prisen rundt regnet 14 mio. Arbejdet ventes afsluttet til juli næste år.
 
– Vi vil gerne have mange flere til at cykle – både for deres egen sundheds skyld og for klimaets skyld. Og når vi vil det, er vi nødt til at tilbyde sikre og gode cykelstier. Vi har de seneste år investeret meget i nye cykelstier, så efterhånden har vi et net af stier, som gør, at vi også kan markedsføre os over for turister på den front, og det synes jeg er rigtig godt, lyder det fra Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget.
 
Udvalget fastholder projektet og har således fundet de manglende ca. 4 mio. kr. ved at trække på den ekstraordinære mulighed for lånedispensation, som er oprettet af staten pga. af Covid-19. De 4 mio. kr. tages fra den ekstraordinære pulje til kommunal infrastruktur på i alt 20 mio. kr., og her vælger udvalget at omfordele nogle udgifter.
I forbindelse med anlæggelsen af cykelstien er der eksproprieret jord og ejendom, og der skal anlægges nye stiføringer og etableres en træbro. Den forhøjede pris på cykelstien hænger primært sammen med prisstigninger hos entreprenørerne de senere år pga. højkonjunktur.
 
– Vi er enige om, at cykelstien skal anlægges og glæder os til, at den bliver en realitet. Vores håb er, at mange lokale vil benytte stien, som dels giver en langt sikrere vej fra Kegnæs til Skovby og omvendt, men samtidig også forbinder Kegnæs med Lysabild, idet der allerede er en sti fra Skovby til Lysabild. Sydals har også rigtig mange turister, som stien forhåbentlig vil lokke op på cyklerne. De fysiske forhold har gjort, at stien krydser Kegnæsvej, men jeg mener alligevel, at den i forhold til nu vil udgøre et stort løft til trafiksikkerheden og dermed også blive en langt bedre oplevelse for cyklisterne, siger næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, Stefan Lydal.
 
FAKTA
Cykelstien fra Skovby til Trænge følger på det første lange stykke østsiden af Kegnæsvej. Ved vejen til Kærneland skal cyklisterne krydse vejen via et dobbelt helleanlæg, hvorefter stien frem til Trænge forløber på vestsiden af Kegnæsvej. Det betyder også, at cykelstien på Drejet følger Kegnæsvej på ”indersiden”, dvs. ind mod Lillehav.

Her er cykelstien nord for Skovby, der fører til Lysabild. Til sommer åbner også en cykelsti, der syd for Skovby fører til Trænge på Kegnæs. Foto: Kim Toft Jørgensen, Sønderborg Kommune 
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/_compresseds/5146a6cd-abd4-428b-9379-43283d13b049.jpg

Kontaktinformation:

Udvalgsformand Aase Nyegaard, tlf. 27 90 02 18, mail: any@sonderborg.dk
Næstformand Stefan Lydal, tlf. 27 90 38 17, sly@sonderborg.dk
Drifts- og anlægschef Mette Pipper Bertelsen, tlf. 21 30 35 06, mail: mebt@sonderborg.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top