Vinteren er kommet, og det betyder frostgrader. Det gør også, at vandet fryser og danner is på overfladen. Men det er langt fra det samme som at sige, at isen er sikker. For det er den ikke. Derfor kommer Sønderborg Kommune og Sønderborg Forsyning nu med en kraftig opfordring til alle voksne og børn om at blive på land, uanset om der står et advarselsskilt eller ej. Budskabet er klart: Isen er usikker. – Man må og skal ikke færdes på isen nu, hvor vandet begynder at fryse til, for isen ikke er tyk nok til at kunne bære – hverken for børn eller voksne. Og man skal ikke tage chancen, selv om det kunne se ud til, at isen er tyk nok. Så en klar opfordring herfra er, at alle forældre tager en snak med deres børn om, at de ikke skal afprøve isens holdbarhed ved at gå ud på den, siger Mette Pipper Bertelsen, drifts- og anlægschef i Sønderborg Kommune.
Sønderborg Kommune og Sønderborg Forsyning er i en løbende proces med at sætte skilte op ved regnvandsbassiner, søer, vandhuller og andre steder med vand, som de to enheder står for. Samtidig sørger Aage V. Jensen Naturfond for skilte på parkeringspladserne ved Bundsø og Mjels sø om, at isen er usikker.
|