Saunaerne genåbner i kommunens svømmehaller

Saunaerne har siden begyndelsen af oktober været lukket som en del af Odense Kommunes energispareplan. Rådmand Søren Windell er tilfreds med udvalgets beslutning, som glæder ham.

“Energikrisen i Europa er alvorlig, men nu har vi mulighed for at genåbne saunaerne. De er et tilbud, som mange har efterlyst og som ud over glæde skaber øget sundhed og er med til at trække flere gæster til de kommunale svømmehaller. Saunaerne er i drift fra torsdag morgen med det normale tilbud til borgerne”, siger rådmand Søren Windell (C).

Krigen i Ukraine har bragt Odense, Danmark og resten af Europa på kanten af en energikrise, og derfor besluttede et samlet byråd i Odense Kommune i oktober at tage ansvar for at finde langsigtede og gode løsninger ud fra anbefalinger fra Regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Temperaturen i offentlige bygninger er eksempelvis sænket til 19 grader sammen med en række andre tiltag. Energispareplanen har ført til et markant fald i både energiforbrug og elforbrug i kommunens bygninger.

Alle byens svømmehaller har sauna akkurat som Odense Havnebad, og de åbner torsdag morgen som en normal del af svømmeanlæggene. På Klosterbakken åbner relaxbalkonen, men her vil spabadet dog ikke være i drift, da det er ved at blive renoveret.

“Specielt saunaerne i Havnebadet og på Klosterbakken plejer at trække mange gæster. Så vi glæder os til at byde dem alle sammen velkommen igen”, siger Rune Bille, chef for Fritid og Folkeoplysning.

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top