Jane Jegind stopper som by- og kulturrådmand og udtræder af Odense Byråd

Jane Jegind blev valgt ind i Odense Byråd i 1998, og dermed er hun det længst siddende medlem af det aktuelle byråd. Undervejs er det blevet til fire år som børn- og ungerådmand, fire år som ældre- og handicaprådmand og siden 2014 har Jane Jegind haft posten som by- og kulturrådmand. Hertil kommer en lang række bestyrelsesposter – lokalt, regionalt og nationalt.

Men den 1. september siger Jane Jegind farvel til odenseansk politik. Her tiltræder hun en stilling som chef for erhvervs-, kultur- og turismeområdet i Langeland Kommune, hvor hun får ansvaret for den samlede kommunale indsats på området.

– Jeg har været utrolig glad for min tid i Odense Kommune. Både som byrådsmedlem og rådmand. Odense er en fantastisk by med et væld af engagerede borgere og muligheder for at lære og opleve. Her har jeg været så privilegeret at være med i maskinrummet sammen med gode politiske kolleger og dygtige medarbejdere. Det vil jeg se tilbage på med stor glæde, og så vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige en stort ydmyg tak til alle dem, der gennem årene har udvidet min horisont, beriget min viden og givet mig ting at tænke over. Tak for det og tak for den tillid og tiltro I har vist mig, siger Jane Jegind, der også ser frem mod de nye udfordringer i Langeland Kommune.

– Sidste år meldte jeg ud, at denne valgperiode ville blive min sidste, og nu bliver det altså til et farvel godt 14 måneder før valget. Det kan ikke være anderledes, når jeg fik muligheden for at tiltræde et drømmejob, hvor jeg kan bruge al min erfaring og viden inden for de områder, som optager mig allermest. Erhvervslivets, fritidsområdets og kulturens vilkår. Sammen med turismen er disse afgørende for udvikling og vækst på Langeland.

Jane Jegind deltager i sit sidste byrådsmøde i Odense Kommune onsdag den 19. august, hvor Odense Byråd vil tage stilling til Jane Jeginds anmodning om at udtræde af Odense Byråd pr. 1. september 2020.

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top