Tilbud om rådgivning til familier med børn i 0-18...

Festival til nye og kommende iværksættere

Odense skal være en by med aktivitet, vækst og liv. Derfor prioriterer Odense at have et levende og stærkt iværksættermiljø, hvor der er let adgang til vejledning og gode faciliteter. Ved den årlige Iværksætterfestival bliver der traditionen tro uddelt gode råd og erfaringer til både kommende og nystartede iværksættere – og årets udgave bliver ikke anderledes.

I midten af november – fra mandag til fredag i uge 47 – bliver der budt på sparring, prisuddeling og foredrag med succesrige iværksættere som blandt andet Kristian Sidelmann og Rasmus Fiil Svarrer fra Fablewood, Peter Hartvigsen fra Kobots og Carsten Bjørn Bak Matthiesen fra Nr. Åby Bageri.

Ugen bliver indledt med uddelingen af IværksætterOdense-prisen 2020, hvor fem nominerede virksomheder håber at løbe med første-, anden- eller tredjepræmien på henholdsvis 40.000, 15.000 og 10.000 kroner. Prisen bliver uddelt af by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).

– Vi har brug for virksomheder, som bidrager med arbejdspladser og økonomi til Odense. Det er selve fundamentet for udviklingen af byen, og derfor skal vi gøre en stor indsats for at give iværksætterne gode forhold. De kommer med idéer, som vi ikke kan undvære. Jeg glæder mig til at overrække årets priser som velfortjente anerkendelser til tre dygtige iværksættere, siger Christoffer Lilleholt og fortsætter:

– Jeg er sikker på, at konkurrencen bliver stor, for vi har rigtig mange spirende iværksættere i Odense. Det skyldes blandt andet, at der er kommet flere nye iværksætterhuse, som alle gør en stor indsats. De er med til at gøde jorden for hele erhvervslivet i byen.

Gratis rådgivning og viden

Som ny virksomhed er der meget at forholde sig til, og her har Iværksætterfestival 2020 også et godt tilbud. Tirsdag den 17. november kan interesserede tilmelde sig RÅDgiverne – tre timer, hvor festivalens hovedsponsorer Kielberg Advokater, Søby Revisorer, GF Forsikring og Middelfart Sparekasse er klar til at afklare alle de spørgsmål, som kommende eller nuværende virksomheder måtte have.

De fire sponsorer er vant til en rådgivende rolle, da de allerede fungerer som Stjerneskibets faste rådgivere for odenseanske iværksættere én gang hver måned.

– Det er dejligt, at Iværksætterfestivalen har så stor opbakning i Odense med trofaste sponsorer, der er dedikerede til at hjælpe nye iværksættere frem. Det fortæller, at vi har et godt og sundt miljø, hvor der er rig mulighed for at gøre den gode idé til virkelighed. Jeg håber, at alle – kommende og nye – iværksættere vil deltage i festivalen, siger Anette Pihl, kontorchef for Byggesag og Erhverv.

Alle arrangementer kræver tilmelding. Der bliver naturligvis taget hensyn til den aktuelle Covid19-situation, og det betyder, at der kun er et begrænset antal pladser til rådighed. Til gengæld vil der være mulighed for at streame de fleste arrangementer, så alle får lejlighed til at følge med.

Det er gratis at deltage i langt størstedelen af arrangementerne. Dog koster det 250 kroner inkl. moms at deltage i torsdagens temadag om socialøkonomiske virksomheder på Fyns Væddeløbsbane, hvor der bliver oplæg, debat og lidt godt til ganen – alt sammen styret af Stine Bosse, som er dagens konferencier.

Iværksætterfestivalen 2020 bliver arrangeret af Odense Iværksætterservice og Stjerneskibet – interesserede finder mere information og tilmelding her.
 

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen