FynBus sætter fokus på synlighed

I uge 43 sætter FynBus, i samarbejde med GF Fonden, igen i år fokus på, hvor vigtigt det er, at de bløde trafikanter gør sig synlige i trafikken, særligt hvis de skal med bussen.

Det er vigtigt for trafikanternes egen sikkerhed, men også for deres chance for at komme med bussen. 
Når mørket falder på, og kalenderen skriver efterår, så tikker de første klager ind i indbakken hos FynBus fra både kunder og chauffører.
 
”Hva’ sker der FynBus – bussen kørte lige forbi mig! Nu står jeg her i mørket og kommer for sent.”
”Hej FynBus. Kan I ikke godt fortælle skolebørnene, at de skal gøre sig synlige ved stoppestederne – det er næsten umuligt at se dem i mørket.” 
 
Disse tilbagevendende klager fra både kunder og chauffører er udgangspunktet for, at FynBus igen sætter fokus på, at det er vigtigt, at de bløde trafikanter gør sig synlige i trafikken. Både for deres egen sikkerhed i trafikken, når de færdes sammen med de store busser, men også for at sende et signal til buschaufføren om, at de gerne vil med bussen.

Hvordan gør du dig synlig i trafikken?

I uge 43 lancerer FynBus en kampagneside, hvor fynboerne kan finde gode råd til, hvordan de gør sig synlige ved busstoppestederne, så de sikrer sig chaufførens opmærksomhed og derved kommer med bussen. 
 
På kampagnesiden har fynboerne også mulighed for at se en kort video, der visuelt viser vigtigheden af at gøre sig synlig i trafikken fra både kundens og chaufførens perspektiv. Videoen bliver delt på de sociale medier og vist på infoskærmene i busserne i uge 43. 
 
FynBus fortæller, at en af tankerne bag videoen er, at forældre kan vise den til deres børn og med udgangspunkt i videoens indhold tage en snak med børnene om, hvorfor det er ekstra vigtigt at gøre sig synlig i trafikken, når mørket falder på. 

Uddeling af reflekser

På den selvudnævnte årets sureste dag, mandagen efter efterårsferie, vil FynBus være til stede ved Odense Banegård Center, hvor de vil uddele refleksbånd fra GF Fonden samt refleksetuier til rejsekort til kunderne. 
 
FynBus har et særligt fokus på skolebørn, der skal til og fra skole. Derfor besøger FynBus’ kundeambassadører i løbet af uge 43 Glamsbjergskolen, Ørstedsskolen, 4kløverskolen og Tingagerskolen, hvor de uddeler reflekser og tager en snak med skolebørnene og de andre trafikanter om vigtigheden af at gøre sig synlig i trafikken. 
 
FynBus og GF Fonden håber på, at disse tiltag kan være med til at styrke den fynske trafiksikkerhed. FynBus håber samtidig, at synlighedskampagnen kan være med til at sikre, at buskunderne bliver opmærksomme på, at det er vigtigt, at de med en refleks, mobiltelefon eller et vink gør chaufføren opmærksom på, at de gerne vil med bussen.
 
På fynbus.dk/synlig kan du i uge 43 få gode råd til, hvordan du gør dig synlig ved stoppestedet samt deltage i ugekonkurrencen om fine præmier. 

Læs mere på fynbus.dk/synlig

Se den originale nyhed fra Nyborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top