Norddjurs kommune har, i samarbejde med storkeekspert Hans Skov, istandsat storkereden ved plejecenteret Fuglsanggården i Grenaa.
Hans Skov har mange års erfaring i istandsættelse af storkereder, og det er da også den anden rede han istandsætter i Norddjurs Kommune i år, da han tidligere, med hjælp fra byens ildsjæle, istandsatte storkereden i Enslev.
Ved Fuglsanggården er der nu også opsat 10 flotte stærekasser, snedkereret af en lokal dreng. Stærekasserne skal bidrage til et aktivt fugleliv, uanset om storken besøger lokaliteten eller ej.
Det er vigtigt at istandsætte storkereder, før foråret for alvor sætter ind, da storkene typisk udvælger deres ynglepladser i april måned.
De to istandsatte reder ligger godt placeret i forhold til engområderne omkring Grenaa, som er rig på fødeemner til storken, hvor den kan gå på jagt efter frøer, fisk og snegle, mens den også kan nappe en rotte i ny og næ.
Kommunen håber at istandsættelsen vil bringe glæde til områdets beboere og – med lidt held – tiltrække et storkepar eller to.
Arbejdet blev udført torsdag den 4. marts.
Hvis man vil vide mere om storken kan man besøge hjemmesiderne www.storkene.dk samt www.dof.dk.
Billedet er taget af Hans Skov.
Nyhedsdato: 08.03.2021