Midtjysk samarbejde sikrer hjælp til unge med hjerneskade

Syv kommuner går sammen om finansiering og brug af ungementor-ordningen i Region Midtjylland.

Aftalen sikrer en fortsat højtspecialiseret hjælp til unge med erhvervet hjerneskade, så de kan komme bedre gennem ungdommens udfordringer.

Ungdomslivets mange skift og overgange harmonerer sjældent godt med de udfordringer, en hjerneskade kan give i form af blandt andet mental træthed og koncentrationsbesvær. Derfor er syv kommuner nu gået sammen med Region Midtjylland og Hammel Neurocenter for at sikre et fortsat højtspecialiseret tilbud til unge med erhvervet hjerneskade.

– Unge, som har været udsat for en så alvorlig situation, fortjener al mulig støtte for at kunne komme tilbage til deres ungeliv med sociale relationer, uddannelse, job og fritidsliv. Med aftalen har vi sikret dem et tilbud, som ligger i forlængelse af den højtspecialiserede behandling, de allerede har fået, og som kan hjælpe dem godt videre, siger Horsens’ borgmester Peter Sørensen.

Horsens Kommune har sammen med Favrskov, Norddjurs, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs og Viborg Kommuner aftalt at fortsætte den ungementorordning, som har base på Hammel Neurocenter. Ud over hjælp til unge med hjerneskade giver aftalen også mulighed for at inkludere unge med langvarige følger efter hjernerystelse i målgruppen.

– Det er et flot eksempel på, at vi kan række længere, når vi arbejder sammen på tværs af sektorer og kommunegrænser. Hammel Neurocenter er specialister i rehabilitering efter hjerneskade, og det er meget glædeligt, at centrets viden og kompetencer fortsat kan komme de unge til gavn, når de skal ud og leve livet i deres hjemkommuner, siger formand for Sundhedskoordinationsudvalget i Region Midtjylland Henrik Fjeldgaard.

Individuel hjælp

Ungementor-ordningens målgruppe er som udgangspunkt unge i alderen 15-30 år, som efter sygdom eller ulykke har fået en hjerneskade. Skaden betyder typisk, at de unge oplever koncentrationsbesvær, søvnproblemer og udtalt træthed – hvilket gør det svært at mestre de udfordringer, som et almindeligt ungdomsliv fører med sig.

– Lige præcis den aldersgruppe skal igennem en række skift og overgange – når de begynder på uddannelse, flytter hjemmefra, får deres første arbejde, finder en kæreste eller stifter familie. Den slags kan være udfordrende for alle unge, men hvis du samtidig har gener efter en hjerneskade, kan det være ekstra svært at overkomme. Derfor har de unge brug for hjælp til at kunne forvalte deres energi og strukturere deres hverdag, fortæller Hanne Skovgaard Petersen fra Hammel Neurocenter.

Hun er en af de to ungementorer, som dagligt kører ud til unge med hjerneskade i de forskellige midtjyske kommuner. Her tilbyder hun og kollegaen individuel hjælp til de unge for at sikre, at de eksempelvis kan gennemføre en uddannelse eller overskue at flytte hjemmefra. Under de individuelle forløb er de unge selv med til at bestemme mødested og emner, men ungementorerne har også mulighed for at samle unge på tværs af kommunerne for på den måde at give dem mulighed for at mødes og lære af andre i samme situation. På samme måde lægger ungementorerne stor vægt på at samarbejde med og inddrage det netværk af familie, venner og fagfolk, som i forvejen er omkring de unge.

Samarbejde på tværs af skel

For de syv kommuner betyder den nye aftale, at de også fremover har mulighed for at give unge med erhvervet hjerneskade det specialiserede tilbud.

– Antallet af unge med en erhvervet hjerneskade er – heldigvis – ikke så højt, at hver enkelt kommune kan stå med et højtspecialiseret tilbud til målgruppen. Men ved at gå sammen kan vi sikre, at de unge får den hjælp, de har brug for, siger borgmester i Horsens Kommune Peter Sørensen.

Baseret på de seneste års erfaringer er forventningen, at ungementorerne også fremover vil stå for 25-30 forløb om året. Ud over de syv kommuner kan øvrige kommuner også tilkøbe ungementorernes ydelser ved behov.

Ungementor hjalp Sanne til større accept

Med hjælp fra Region Midtjyllands ungementorer fra Hammel Neurocenter har 29-årige Sanne Fuhlendorf fra Auning fået større forståelse for sin egen situation og de begrænsninger, hendes hjerneskade har givet.

Hovedpine, udtalt træthed og koncentrationsbesvær har været en fast del af Sanne Fuhlendorfs hverdag, siden hun for fire år siden blev ramt af meningitis. Sygdommen resulterede i en hjerneskade, og følgerne deraf har haft stor betydning for den 29-årige mors liv.

– Jeg har svært ved at koncentrere mig og lære nye ting. Jeg har hovedpine og er blevet hypersensitiv over for høje lyde og for mange indtryk, og så lider jeg af det, jeg kalder hjernetræthed, og har et stort behov for at sove og hvile hjernen, forklarer Sanne Fuhlendorf.

Som mor til to drenge på 2 og 7 år oplever hun jævnligt, at hendes begrænsninger gør det svært at slå til, og på samme måde har hjerneskaden haft konsekvenser for både arbejdsliv og sociale relationer. Det seneste års tid har hun derfor fået hjælp af ungementor Hanne Skovgaard Petersen, som hjælper med at finde måder at håndtere de begrænsninger, som skaden har givet.

– For mig handler det i høj grad om at lære at acceptere min situation og mine udfordringer. Jeg har haft svært ved at se mig selv som hjerneskadet og har ikke rigtig kunnet forklare situationen for mig selv eller for andre. Men Hanne har hjulpet mig til større accept og forståelse af, at skaden giver nogle begrænsninger, selv om andre ikke umiddelbart kan se eller forstå det, siger Sanne Fuhlendorf.

For hende har det samtidig haft stor værdi at lære andre i samme situation at kende. Gennem ungementorordningen mødes hun med andre unge med hjerneskade, og det giver både større forståelse for egen situation og en følelse af ikke at være alene.

– Der er jo ikke ret mange, som ved, hvordan det er at have en hjerneskade. Derfor betyder det meget at møde andre, som står i samme situation – og at kunne snakke med en ungementor, som kan hjælpe med alt det, som er lidt sværere for os. Så jeg er utrolig taknemmelig for at bo i en af de kommuner, som har valgt at forlænge ordningen, så jeg fortsat kan få den hjælp, jeg har brug for, siger Sanne Fuhlendorf.

Nyhedsdato: 06.07.2020

 

Se den originale nyhed fra Norddjurs Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top