Hjælpepakke vedtaget

Alle partier i kommunalbestyrelsen har nu vedtaget en række initiativer, der blandt andet skal understøtte erhvervslivet i den aktuelle corona-krise.

Kommunalbestyrelsen vedtog den 17. marts en anlægsbevilling på 6 mio. kr. til renovering af kommunale bygninger, og samtidig blev en tillægsbevilling på 2. mio. kr. til understøttelse af lokale virksomheder vedtaget.

Økonomiudvalget besluttede desuden den 19. marts, at Norddjurs Kommune fremrykker sine betaling af regninger til de virksomheder, der har brug for det. Det skal være med til at forbedre virksomhedernes likviditet. En jobbank, hvor Norddjurs Kommune efterlyser ekstra hænder til en lang række områder er også oprettet på hjemmesiden.

Den 27. marts er en række yderligere initiativer forhandlet på plads. Det er sket med repræsentation af samtlige partier i kommunalbestyrelsen.

Læs hele aftaleteksten. 

Se budgetbalancen.

Partierne er enige om følgende 8 forskellige initiativer, som bygger ovenpå de allerede nævnte igangsatte tiltag:

1. Ekstra bygningsrenoveringer
Der er udarbejdet et overblik med anlægsprojekter, så den førnævnte tillægsbevilling på 2 mio. kr. kan blive prioriteret. Oversigten indeholder forskellige renoverings- og anlægsprojekter. Der er fokus på de arbejder, der har mest effekt for kommunen og for håndværksvirksomhederne. Oversigten ses i aftalen. Det er aftalt, at partierne mødes i uge 14 for yderligere drøftelser om anlæg. Dette sker på baggrund af Finansministeriets udmelding om ændringer vedr. anlægsloftet, hvor kommunerne får mulighed for at fremrykke investeringer.

2. Erhvervspakke
Der indføres fritagelse for gebyr i resten af 2020 i forbindelse med udeservering og stade plads. En kampagne sættes i gang i samarbejde med erhvervsforeninger om ”Køb og støt lokalt i Norddjurs”. Erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget tager initiativ til udmøntningen I dialog med lokale erhvervsaktører og finder finansiering af kampagnen. Den allerede igangsatte vejledning til virksomheder med fokus på arbejdsmarkedsforhold og erhvervsforhold indbefatter en ”hotline” målrettet virksomheder, der kan søge råd og vejledning.

Partierne er opmærksomme på, at krisens omfang kan skabe en situation, hvor virksomheder kan være truet på deres eksistens og har derfor også fokus på at hjælpe disse virksomheder. Erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget vil følge op på udviklingen i dialog med det lokale erhvervsliv.

3. Fritids- og kulturområdet
Partierne har stor opmærksomhed på, at der kan opstå en økonomisk sårbarhed hos oplevelsesattraktioner og institutioner på fritids- og kulturområdet pga. manglende indtægter. Der er enighed om, at der skal iværksættes understøttende initiativer på disse områder. I forhold til de konkrete initiativer forventes, at der udmeldes nationale initiativer til at understøtte området, og partierne bag aftalen henviser hertil.

Partierne har bl.a. fokus på de vilkår, som kommer til at gælde for Kattegatcenteret, Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, Det Grønne Museum, Østjyllands Museum, Kyst- og Fjordcentret, Pavillonen, Djursland for Fuld Damp, GIC, AIK og øvrige haller samt Aftenskolerne m. fl. i den nuværende situation.

Partierne er opmærksomme på, at kultur-og fritidsudvalget har fokus på den situation, der opstår for den underskov af små turistvirksomheder, som har deres virke i kommunen.

4. Folkeskolen
Kommunalbestyrelsen besluttede den 18. februar 2020 at godkende en ny ressourcefordelingsmodel på specialundervisningsområdet, en fordeling af de afsatte finanslovsmidler til løft af folkeskolen på 1,65 mio. kr. samt at tildele 2,0 mio. kr. i 2020 til Søren Kanne Skolen fra Ny Kurs-puljen.

Budgetforligskredsen har aftalt dels at mødes senest i maj 2020, når skolernes situation for 2021 i forhold til mængderegulering mv. er kendt og vurderet, dels at prioritere skoleområdet i forbindelse med budget 2021, hvilket konkret skal aftales i budgetforhandlingerne.

Det skal herunder drøftes, hvorledes finansieringen af Ny Kurs-midlerne på 2,0 mio. kr. til Søren Kanne Skolen skal tilvejebringes. Der udestår derfor en stillingtagen til, om og hvorledes første halvdel af skoleåret 2020-21 skal håndteres og udestående, der måtte være i anden halvdel af skoleåret 2020-21.

Partierne er enige om, at der tilføres 1,9 mio. kr. til Søren Kanne Skolen med henblik på at skabe en mere hensigtsmæssig sammenhæng mellem 2. halvår af skoleåret 2020 og det nuværende budget for 2021. Finansieringen sker ved at anvende pulje til værn om servicerammen.

Partierne har opmærksomhed på den særlige situation, der kan være for børneby Midt og Nord i skoleåret 2020/2021 som følge af kommunalbestyrelsens beslutning om fordeling af specialundervisningsmidlerne. Denne problemstilling tages op til drøftelse i forligskredsens aftale møde i maj 2020.

5. Byggesagsbehandling
Der oprustes på byggesager for at bidrage til aktiviteten i samfundet og af hensyn til virksomhederne. Økonomiudvalget besluttede den 11. marts 2020 at fastholde sagsbehandlingstiden på byggesager på 15 arbejdsdage, hvilket medfører et finansieringsbehov på 1,800 mio. kr. årligt i 3 år. Forvaltningen udarbejder finansieringsforslag på op til 2 mio. kr.

6. Ældre- handicapområdet
De ældre og handicappede er særligt sårbare i denne situation. Partierne er enige om at afsætte 1 mio. kr. i 2020 for at øge aktiviteter for ældre og handicappede. Eksempler er udvidelse af ferieordningen, genopretning af sociale kontakter og sikring af hjerneskadeområdet. De ekstra midler skal være med til at sørge for, at målgruppen kan øge aktiviteten, når coronakrisen er overstået. Voksen-og plejeudvalget udmønter og konkretiserer anvendelsen af de 1 mio. kr. i 2020.

7. Pulje til justeringer og budgettilpasninger
Partierne er enige om, at krisen har effekt mange steder i organisationen og kan medføre, at der lokalt må tages nye små initiativer udover den normale driftssituation. Der afsættes en pulje på 0,3 mio. til at kompensere for dette.

8. Ekstern kommunikation
Krisen giver anledning til, at der kan være et særligt behov for at kommunikere og udbrede de gode historier fra Norddjurs Kommune og området. Partierne behandler emnet endeligt i forbindelse med budget 2021. Der afsættes dog allerede nu ekstraordinært til understøttelse af den udadvendte indsats et beløb på 0,2 mio. kr.

Borgmesteren samt en repræsentant fra hvert parti mødes, hvis situationen giver anledning til flere initiativer eller tilpasninger af Norddjurs Kommunes budget. Det samme gør sig gældende, hvis nationale initiativer give anledning til en lokal tilpasning.

Jan Petersen, borgmester, Socialdemokratiet, udtaler:
”Jeg er utroligt glad for, at vi gennem et godt og effektivt samarbejde kan levere og handle i fællesskab. Alle partier holder sammen om det ansvar vi har for, at vores borgere, virksomheder og medarbejdere kommer bedst muligt igennem denne svære tid”.

Hans Fisker Jensen, Socialdemokratiet, udtaler:
”Det meste af det, vi nu har sat i værk, vil have en hurtig effekt. Jeg vil også fremhæve hotlinen til virksomheder, hvor f.eks. den lille lokale tømrer eller murer kan få vejledning og hurtig hjælp til nationale refusionsordninger”.

Kasper Bjerregaard, Venstre, udtaler:
”Jeg er meget tilfreds med, at alle partier står sammen i en vanskelig situation, og at vi har fået en aftale, som kan være med til at holde hånden under erhvervslivet”.

Steen Jensen, Dansk Folkeparti, udtaler:
”I DF er vi meget tilfredse med de tiltag, der er aftalt, og vi håber, at det vil være en hjælp blandt andet til de mange små lokale virksomheder, som lider voldsomt lige nu”.

Jens Meilvang, Liberal Alliance, udtaler:
”Aftalen indeholder nogle gode initiativer ift. erhvervslivet, hvor vi bruger midlerne fornuftigt og får mest mulig effekt ud af tiltagene”.

Benny Hammer, Det Konservative Folkeparti, udtaler:
”Det er glædeligt, at vi kan stå sammen og lave en aftale, som indeholder gode takter for det lokale erhvervsliv, som har hårdt brug for en hjælpende hånd. Jeg vil samtidig opfordre til, at man husker handelslivet og handler lokalt så vidt muligt.

Mads Nikolajsen, Socialistisk Folkeparti, udtaler:
”Vi skal investere i vores velfærd nu, på en måde så vi understøtter Norddjurs’ virksomheder og ansatte. Skoler og daginstitutioner er ekstra oplagte, nu mens de står tomme”.

Birgitte Poulsen, Enhedslisten, udtaler:
”Enhedslisten mener, at der er nogle rigtig fornuftige økonomiske og erhvervsfremmende tiltag i aftalen. Blandt andet hotlinen til virksomhederne er en god måde at skabe en tæt forbindelse til de lokale samarbejdspartnere”.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Borgmester Jan Petersen (A), mobil: 27 85 24 51
Hans Fisker Jensen (A), mobil: 23 83 74 65
Kasper Bjerregaard (V), mobil: 51 23 86 14
Steen Jensen (O), mobil: 28 60 67 85
Jens Meilvang (I), mobil: 24 24 16 00
Benny Hammer (C), mobil: 40 32 19 84
Mads Nikolajsen (F), mobil: 61 28 63 27
Birgitte Poulsen (Ø), mobil: 51 78 25 99

Nyhedsdato: 27.03.2020

 

Se den originale nyhed fra Norddjurs Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top