På Gjerrild-Bønnerup Friskole oplever eleverne ofte høj fart hos bilisterne på skolevejen.
For at gøre opmærksom på den høje fart har eleverne på mellemtrinnet, som en del af deres p-fag, designet deres egne “Sænk farten”-plakater. I samarbejde med Norddjurs Kommune opsættes de på skolevejen.
Mange danskere oplever, at der bliver kørt for stærkt i deres lokalområde, og det skaber utryghed. Skolevejen i Gjerrild er ingen undtagelse: “Vi har mange børn, der cykler og går til og fra skole, samt en stor mængde børn fra Grenå, der skal krydse vejen ved busstoppestedet, og de skal føle sig trygge”, siger skoleleder Kim Sørensen, og fortæller, at det kan være svært for børn at overskue trafikken og vurdere, om de kan nå sikkert over vejen, hvis der kommer biler. Hvis bilisterne ligefrem kører for stærkt eller er uopmærksomme, så kan det give farlige og utrygge situationer for børnene.
Derfor besluttede han i samarbejde med billedkunstlærer Ditte Matthiesen, at lave deres egen lokale “Sænk farten”-kampagne:
Billedkunstholdets elever fra 3.-6.klasse har i dette forløb arbejdet på kryds og tværs med idéudvikling, på baggrund af elevernes individuelle oplevelser i trafikken og finpudsning af skitser: “Gennem hele processen har vi snakket meget om, hvordan man visuelt får et budskab frem til rette modtager – som i dette tilfælde kommer drønende i sin bil i al for høj fart. Vi har udforsket farvernes forskellige signalværdier, kontrasters betydning for blikfang og hvad – og hvor meget – man kan skrive på en vejside-plakat. Det skal jo nå at trænge ind i bilistens bevidsthed og give stof til eftertanke, uden at bilisten føler trang til at stoppe op, læse færdigt og dermed også er til fare for andre i trafikken”, fortæller Ditte Matthiesen, som er glad for det samarbejde hun har haft med Norddjurs Kommune omkring projektet og ikke mindst den kæmpe hjælp hun har modtaget fra Malerfirmaet Tipsmark, som ud over råd og vejledning, har sponsoreret alle nødvendige materialer i processen.
Plakater hjælper
Det er med god grund, at folk bliver utrygge, da for høj fart stadig er en afgørende faktor i knap halvdelen af dødsulykkerne i trafikken herhjemme. Ved at hænge vejkantplakater op med et budskab om at sænke farten, kan man få mange bilister til at sætte hastigheden ned. I en undersøgelse fra Rådet fra Sikker Trafik svarer 63 procent af de bilister, som kørte for stærkt, da de så en Sænk Farten-plakat, at de satte hastigheden ned, da de kørte forbi den.
Det er med andre ord et effektivt middel til at få sænket hastigheden, når elevernes plakater placerer budskabet om at sænke hastigheden på den udvalgte strækning.
Nyhedsdato: 25.05.2020