Københavns Kommune tager hul på arbejdet med fire tilgængelighedsruter, som skal gøre det lettere at komme rundt i byen uden besvær.
Langt de fleste tænker ikke over skiftet fra fodgængerfelt til fortov, når de begiver sig rundt i København. Men sidder du i kørestol, går med rollator eller blot er dårligt gående, kan sådan en overgang være svær, hvis byen ikke er indrettet med fokus på tilgængeligheden. Derfor sætter Københavns Kommune nu gang i at øge tilgængeligheden på to ruter ved Valby Station og Lergravsparken, og man genoptager samtidig arbejdet med to tilgængelighedsruter på Nørrebro og i Indre By. Her oplever man udfordringer som manglende ramper, ujævn belægning, manglende ledelinjer og andre uhensigtsmæssige indretninger, som gør livet svært for flere grupper.
På Lergravsparkenruten er der registreret 414 tilgængelighedsbarrierer og på Valby Stationsruten 313 tilgængelighedsbarrierer, og derfor er der også opbakning fra Handicapråd København til at få sat gang i projekterne. Formand Janne Sander siger:
– Borgere med fysisk funktionsnedsættelse skal kunne deltage i samfundslivet på lige vilkår med alle andre. Mennesker med handicap er ikke en homogen gruppe, men oplever forskellige former for fysiske barrierer. Derfor skal der sættes ind med en række forskellige forbedringer af det offentlige rum for at optimere vores færden. København er en vidunderlig – men også en gammel by i en rivende udvikling. Derfor giver det naturligvis mening at udbedre årtiers lappeløsninger og skabe sammenhængende ruter, hvor borgere uanset handicap selvhjulpent kan færdes. Handicaprådet mener, at der skal endnu mere fokus på tilgængeligheden i byen – men ruterne er et godt udgangspunkt, som vi hilser velkomne med glæde.
Københavns Kommune har tidligere udarbejdet en kortlægning over tilgængelighedsbarrierer i kommunen og har i den forbindelse involveret både borgere og lokaludvalg samt Handicaprådet og Ældrerådet i København.
Når Teknik- og Miljøforvaltningen nu tager hul på arbejdet med ruterne i Valby og ved Lergravsparken, vil man samtidig genoptage arbejdet med tilgængelighedsruter ved Nørre Voldgade og Sjællandsgade, efter at disse har været sat i bero grundet anlægsloft.
Arbejdet forventes igangsat i begyndelsen af 2021, og ruterne forventes klar til brug inden udgangen af 2021.
Udgifterne til de mange tiltag på de fire ruter beløber sig til godt 14 mio. kr.