Det kan lade sig gøre at gennemføre flere store udviklingsprojekter i Indre By, uden at trafikken i går hårdknude, viser en ny trafikanalyse
Over de senere år har flere store udviklingsprojekter for Indre By i København været oppe at vende. Alle vil potentielt påvirke trafikken i bydelen, og derfor har politikerne ønsket at få en samlet analyse af, hvordan de forskellige projekter vil påvirke trafikken.
Den analyse er nu klar – analysen for trafikafvikling i Metropolzonen undersøger blandt andet, hvordan en bypark foran Tivoli, overdækning af Banegraven ved Vesterport med en eventuel lukning af Hammerichsgade og en fortsat delvist bilfri Vester Voldgade vil påvirke hinanden samt hvilke muligheder, der er for at afhjælpe de trafikale udfordringer, som opstår, hvis veje i området lukkes for trafik.
FAKTA
- Analysen af trafikafvikling i Metropolzonen hænger sammen med en samlet analyse af mobiliteten i København, som ventes færdig i begyndelsen af 2021.
- Projektet Vesterport Banegrav med en lukning af Hammerichsgade vurderes at skabe ændringer i biltrafikken, som er vanskelige at afvikle, især i myldretiden. Projektet vil kræve finansiering af en række afbødende tiltag såsom ombygning af kryds, ændrede svingbaner og nedlæggelse af p-pladser. Udgifter skønnes til 59 millioner kroner.
- En gennemførelse af Tivoli Bypark vurderes at kunne løses uden større indgreb og konsekvenser for trafikken. Dog vil der blandt andet skulle omlægges busruter, hvilket vil lægge ekstra pres på Jernbanegade.
- Analysen laver ikke en særskilt beregning for projektet om at gøre Middelalderbyen bilfri, som det er foreslået af blandt andet Borgersamlingen, fordi tidligere analyser allerede har vist, at det vil have minimal betydning for trafikken omkring Middelalderbyen.
- Den permanente lukning af Vester Voldgade for gennemkørende trafik er allerede vedtaget i Borgerrepræsentationen og indgår derfor som en del af grundlaget for modelberegningerne i analysen.