Ny dyppezone ved Kalvebod Bølge

En mobil dyppezone ligger nu klar i vandet ved Kalvebod Bølge. Dyppezonen kan benyttes hele året og flyttes efter behov.

Badning i Københavns Havn er en populær aktivitet, og byens eksisterende havnebade og badezoner er velbesøgte. Nu tilføjes en ny type badeanlæg, når en såkaldt mobil dyppezone indbyder til et køligt havdyp fra fredag den 2. oktober ved Kalvebod Bølge.

”Badning i havnen er og bliver ved med at være noget af det helt specielle ved København. Men det er afgørende, at københavnerne har sikre steder at bade. Derfor er det til glæde og gavn for alle, hver gang vi kan åbne en ny badefacilitet. Den mobile dyppezone tilbyder fleksibilitet i placeringen, ligesom den kan benyttes hele året for de ekstra friske,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

Den mobile dyppezone ved Kalvebod Bølge er den første af to dyppezoner. Den anden forventes klar senere på efteråret. De kan begge flyttes efter behov, fx i forbindelse med events og festivaler, og er åbne for dyp året rundt. De er specielt velegnede til vinterbadning, da der er bund i dem.

Midler til dyppezonen blev afsat i forbindelse med den såkaldte overførselssag i foråret, hvor partierne bag Budget 2020 på Københavns Rådhus fordelte overskydende midler fra 2019. De samme afsatte midler har også sikret en udvidelse af badezonen i Sdr. Refshale Bassin.

Fakta

  • En dyppezone er en lille mobil badezone.
  • De kan om sommeren bruges som badeøer eller som midlertidige badezoner til fx events. Om vinteren kan de bruges til vinterbadning.
  • Denne første dyppezone er en ottekantet konstruktion på 6×6 meter med bassinåbning i midten og en landgangsbro på en af siderne. Der er bund i bassinåbningen med en justerbar dybde på 60-140 cm.
  • Dyppezonen er blevet til i et samarbejde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, FOKSTROT, Kulturhavn og Sharing Copenhagen.
  • Den næste dyppezone bliver en firkantet konstruktion på 8 x 10 meter med et bassin på 6 x 4 meter og en justerbar dybde på 60-120 cm.
  • Som udgangspunkt vil både denne og den anden kommende dyppezone blive placeret i de eksisterende badezoner, men de kan flyttes rundt efter behov.
  • Midler til de to mobile dyppezoner blev afsat i forbindelse med overførselssagen i foråret, hvor partierne bag Budget 2020 på Københavns Rådhus fordelte overskydende midler fra 2019.

Se den originale nyhed fra Københavns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top