Københavnerne har talt: Nørrebro Bibliotek er publikumsfavorit ved Københavns Kommunes bygningspræmiering.
Vinderen er fundet: Nørrebro Bibliotek vinder publikumsprisen ved Københavns Kommunes årlige bygningspræmiering.
Biblioteket flyttede i 2019 sammen med Nørrebrohallen i den over 100 år gamle sporvognsremise på Den Røde Plads midt på Nørrebro. Ombygningen, der blev foretaget i forbindelse med bibliotekets indflytning, er så vellykket, at københavnerne har kvitteret med publikumsprisen ved årets bygningspræmiering i Københavns Kommune.
”Indflytningen af Nørrebro Bibliotek i sporvognsremisen er en kæmpe succes. Udefra er der ikke sket den store forandring, men inden for de smukke porte lander man i en lille by i byen med stræder og gader, små pladser og samlingspunkter for folk i alle aldre. Stedet indbyder i høj grad til fællesskab og fordybelse,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).
I alt blev 2.707 stemmer afgivet til publikumsprisen.
Samtidig med vinderen af publikumsprisen offentliggøres de præmierede byggerier ved årets bygningspræmiering i Københavns Kommune.
Bedømmelsesudvalget har besluttet at præmiere otte af årets ti nominerede byggerier: Cityringens stationer, Frihedsmuseet, Træhus i Sydhavnen, Nørrebro Bibliotek, Københavns Museum, Sankt Joseph Seniorbofællesskab & Plejecenter, Enghaveparken inkl. Boderne samt Amager Bakke.
Fakta
- Tidligere vindere af publikumsprisen:
- 2018: Axel Towers
- 2019: Amaryllis Hus
- 2020: Hotel Ottilia
- De ti nominerede byggerier ved årets bygningspræmiering var Cityringens stationer, Frihedsmuseet, Træhus i Sydhavnen, Nørrebro Bibliotek, Københavns Museum, Sankt Joseph Seniorbofællesskab & Plejecenter, Enghaveparken inkl. Boderne, Amager Bakke, Charlottetårnet samt Lille Langebro.
- Københavns Kommune har præmieret smukke bygninger, bymiljøer og anlæg siden 1903. Bygningspræmieringen lægger vægt på, at byggeriet tager udgangspunkt i stedets særlige karakter og bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet.
- Almindeligvis afholdes selve præmieringen som et event i Festsalen på Københavns Rådhus. Af hensyn til den nærværende coronasituation offentliggøres de præmierede byggerier i stedet på kk.dk/bygningspraemiering.