Københavns Kommune vil have mere biodiversitet i byen – du kan være med til at skabe den

En ny pulje for biodiversitet giver københavnere med gode ideer mulighed for at skabe natur over hele byen.

Der skal være mere biodiversitet i København. Og københavnerne skal være med til at skabe de grønne åndehuller, hvor insekter, fugle og smådyr kan finde sig til rette. Københavns Kommune har over de næste tre år afsat 3,8 millioner kroner til en såkaldt biodiversitetspulje, der skal hjælpe til at bryde en negativ udvikling, hvor flere og flere dyrearter trues på eksistensen.

Mandag d. 15. marts nikkede Teknik- og Miljøudvalget til de sidste teknikaliteter i projektet, og nu er det muligt at søge om midler.

– Jeg er rigtig glad for, at vi kan invitere københavnerne til at skabe mere natur i byen. Mange steder dominerer asfalt og fliser og efterlader os med et gråt og trist indtryk af en ellers levende hovedstad. Med biodiversitetspuljen kan vi få sat fokus på at skabe farverige og levende lokalområder, hvor naturen får lov at udfolde sig på egne præmisser med hjælp fra engagerede københavnere, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Ideen til biodiversitetspuljen er groet i baghaven hos Jonas Bjørn Jensen (S), der sidder i Økonomiudvalget og er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune. Jonas Bjørn Jensen har store ambitioner for projektet.

– I København har vi rigtig mange steder der trænger til grønne fingre. Heldigvis er der også masser af københavnere, der ønsker at være med til at gøre byen grønnere. Derfor er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at de to ting nu kan mødes i vores grønne partnerskab med Danmarks Naturfredningsforening. Jeg glæder mig meget til at se alle de gode ideer, københavnerne har, blive til virkelighed, siger Jonas Bjørn Jensen.

Når københavnerne skal søge om midler i biodiversitetspuljen, kan de spørge Danmarks Naturfredningsforening til råds om biodiversitet i projekterne. Det skal gøre det nemmere for københavnerne at omsætte gode ideer til reel handling.

– Vi svarer på spørgsmål og rådgiver, så vi sammen sikrer mere plads til vilde planter og bedre muligheder for de insekter, fugle og pattedyr, som lever i byen. Det kan fx gøres ved at omlægge haver, vejrabatter og gårdanlæg til mere naturvenlig drift, eller ved at bryde asfalt og fliser op og skabe nye grønne områder, siger Ole Damsgaard, næstformand for Danmarks Naturfredningsforening København.

Inden asfalt og fliser brydes op, skal de gode ideer udformes som reelle ansøgninger. Det bliver muligt at søge om midler fra biodiversitetspuljen to gange årligt. Teknik- og Miljøforvaltningen har ansvaret for at vurdere ansøgningerne og dermed sikre, at naturen bliver skabt i hensigtsmæssigt samspil med det lokale område.

Læs mere om puljen og mulighederne for at søge om midler på Københavns Kommunes hjemmeside.

Se den originale nyhed fra Københavns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top