Danske sagsbehandlere støtter og styrker sagsbehandling i Grønland

I starten af september sendte Borgercenter Børn og Unge syv sagsbehandlere til Grønland i fire måneder.

Sagsbehandlerene er i Qeqqata og Kujalleq kommuner, hvor de arbejder med kompetenceudvikling og bidrager med viden og egne kompetencer til sagsbehandling på tværs af Grønland og Danmark. Samtidig får de selv en vigtig viden om grønlandsk kultur, som de kan tage med hjem og bruge i arbejdet med de grønlandske familier i København.

Projektet er sat i søen på baggrund af en aftale, der er indgået mellem Social- og Indenrigsministeriet og Naalakkersuisut, som er Grønlands landsstyre. Formålet er dels at få nedbragt antallet af ubehandlede sager, så børnene på Grønland sikres en rettidig indsats. Og dels at lære fra sig gennem praktisk sidemandsoplæring, så kvaliteten af sagsbehandlingen også løftes på sigt. De udstationerede medarbejdere bidrager f.eks. igennem sidemandsoplæring og kvalitetssikring til at højne det faglige niveau i socialfaglige undersøgelser og handleplaner. Udover det, lærer de danske sagsbehandlere om at arbejde med andre kulturer, hvilket kommer til at styrke og udvikle deres eget arbejde og samarbejdet med deres kollegaer i Borgercenter Børn og Unge.

Gitte Strange er en af dem, der lige nu sidder i Grønland. Til daglig arbejder hun som sagsbehandler i Borgercenter Børn og Unge City-Østerbro. Hun fortæller:

”Grønland er et storslået land og det er spændende at lære deres land og kultur at kende. Mine to kollegaer og jeg tog af sted til Qeqqata Kommune for at blive udfordret fagligt og for at se, hvordan de arbejder med sagerne i Grønland. Vores grønlandske kollegaer har taget rigtig godt imod os og de er glade for, at vi er her. Sagerne er noget mere komplekse heroppe end i Danmark og indimellem skal man have lidt is i maven. De har ikke så mange foranstaltninger vi kan henvise til. Der er kun mulighed for at henvise til et familiecenter eller anbringelse.”

Klare fordele ved samarbejdet

Samarbejdet mellem Københavns Kommune og kommunerne i Grønland bringer mange fordele med sig for alle parter. Udlånet af sagsbehandlere medfører først og fremmest, at de kan give en hånd med sagsbehandlingen og med detaljer som journalisering, der ikke er så meget af i forvejen, styrkelse af det faglige aspekt, sparring til de meget komplekse børnesager og meget mere.

”Inden vi tog afsted, snakkede vi om, at vi ikke skulle komme herop og være bedrevidende. Vi var meget opmærksomme på at møde dem, der hvor de var. Det har vi gjort meget ud af. I starten da vi kom, var de lidt i tvivl om, hvordan de skulle inddrage os og benytte sig af vores faglige viden/vurderinger, men efter noget tid begyndte de stille og roligt at opdage, at vi havde noget faglig viden, de kunne drage nytte af, så nu kommer de ofte ind på vores kontor for at få noget faglig sparring, når de har nogle komplicerede sager,” siger Gitte Strange og fortsætter:

”De har ikke fagsystemer i Grønland, som vi ser det i Danmark. De mangler i det hele taget systemer. Vi er vant til hjemmefra, at vi noterer alle samtaler, vi har med borgerne. Det gør de ikke nødvendigvis her. Det har vi gjort dem opmærksomme på og i de sager vi arbejder i, bliver alt noteret. Vi har også indført dem i, hvordan vi bruger vores Outlook kalender så de får et bedre og større overblik. Det har de taget til sig.”

Indimellem opstår der nogle ting, som gør samarbejdet lidt svært – som fx sprogbarrierer, ventetid hos tolken og andet, men det gør kun samarbejdet stærkere, når de så får løst det og pludselig forstår, hvordan hinanden arbejder til daglig.

Fordelene for Københavns Kommune er b.la., at dem der er afsted, får udviklet deres kompetencer, viden og indsigt i kulturen i Grønland og de grønlandske forhold. Medarbejderne lærer om den grønlandske kultur og hvordan de grønlandske sagsbehandlere arbejder med udsatte familier. På den måde bliver de bedre rustet til at kunne hjælpe grønlandske børn, unge og familier der er bosiddende i København. Den viden vil de kunne bruge til at lære fra sig, når de kommer hjem til deres kollegaer i København. Opholdet i Grønland giver også medarbejderne en hel generel viden om, hvordan det er at arbejde med udsatte familier fra andre kulturer. Det udbredte arbejde med forskellene blandt kulturer kan hjælpe flere sagsbehandlere med, hvordan de undgår misforståelser, sprogbarriere eller andet, som kan gøre situationen svær for både familierne og sagsbehandleren. Meget af det sagsbehandlerne lærer i Grønland vil senere føre til en kompetenceudvikling på tværs af Borgercenter Børn og Unge.

Charlotte Ibsen, som er borgercenterchef på myndighedsområdet i Borgercenter Børn og Unge er rigtig tilfreds med projektets forløb og medarbejdernes styrkede indsigter på området. Hun siger:

“Vi er rigtig stolte af vores medarbejdere, der bidrager til arbejdet med sagsbehandlingen tværs af Danmark og Grønland. Vi er glade for det arbejde de laver og det bliver spændende at lære meget mere af dem, når de kommer tilbage til København. Det er stærkt, når vi kan lære af hinanden på kryds og tværs – og selvom medarbejderne fortæller om de klare forskelle fra den måde vi arbejder på i København til arbejdsgangene i Grønland, så vil vi altid kunne drage fordele af hinandens forskellige måder at tage fat i sagerne på.”

Kaffemik og nordlys

Når der ikke knokles løs med sagsbehandling og med sætte ting i systemer, er Gitte Strange og hendes kollegaer meget imponerede over alt det, de oplever og hvor smuk den grønlandske natur er.

”Grønlænderne er et meget gæstfrit folk. Vi bliver ofte inviteret på kaffemik og de kan også finde på at komme og ringe på vores dør og sige ”nu kører vi lige en tur ud til lufthavnen og ser nordlys eller, nu skal vi til grønlandsk polka. De går meget på jagt og mens vi var her, var der jagtsæson på rensdyr og her blev min kollega Johan inviteret med en hel weekend, hvor de tog ud til en hytte ude i fjeldet og gik på jagt,” fortæller Gitte Strange og afslutter:

”Der er ingen tvivl om, at det er en kæmpestor oplevelse. Får jeg tilbuddet en anden gang ville jeg gøre det igen.”

Medarbejderne kommer hjem lige inden jul og i det nye år bliver der sendt nye sagsbehandlere og familiebehandlere afsted, som skal mærke Grønlands kultur, sagsbehandling og kolde klima på egen krop.

Se den originale nyhed fra Københavns Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top