Sårbare elever er blevet dygtige læsere

Læsetest viser, at eleverer blevet bedre til at læse og forstå det, de læser

Sårbare elever er blevet dygtige læsere

Specialskolen Kirkemosegaard bruger mange ressourcer på at eleverne skal lære at læse, og det lykkes over al forventning.

Læselysten er nærmest eksploderet blandt eleverne på specialskolen Kirkemosegaard. Flere af skolens elever har nemlig forbedret deres læsefærdigheder dramatisk, og elever som før knapt kunne alfabetet, kan nu både læse og skrive.

“Vi kan næsten ikke få armene ned. Læsning er afgørende for, at eleverne kan få en uddannelse og skabe sig en god fremtid”, siger Claus Jensen, formand for Skole- og Børneudvalget.

Læsning giver selvværd
Politikerne og skolen havde sat sig som mål, at flere af skolens elever i læseforløb skulle forbedre læsehastighed og forståelse. Helt konkret skulle andelen af elever, som flyttede sig fra et læseniveau til det næste, stige fra 15 til 30 procent på et år. I stedet steg andelen fra 15 til 63 procent – altså meget mere, end nogen havde turdet håbe på. Og det er ikke kun en fordel i danskfaget. Læsning betyder meget mere, fortæller lederen af specialskolen, Henrik Jørgensen.

“Elever, som lærer at læse, bliver også bedre i andre fag. Nogle elever med følelsesmæssige udfordringer falder til ro, når de lærer at læse og dermed får en vigtig nøgle til vores samfund. Og så er læsning afgørende for elevernes selvværd”, siger Henrik Jørgensen.

Alle succeser bliver fejret
Hemmeligheden bag de store forbedringer er en læsevejleder, som har tid til at hjælpe hver enkelt elev fra et læseniveau til det næste. Derudover har specialskolen sendt både lærere og pædagoger på kursus i læsemetoden, og dermed samarbejder alle ud fra sammen system. Undervejs bliver alle succeser fejret med diplomer og medaljer, og så spiller forældrene også en stor rolle.

“Forældrene begynder at tro på og arbejde for, at deres børn kommer til at læse, og det gør en kæmpe forskel”, siger Henrik Jørgensen.

En af Kirkemosegårds elever har netop skiftet skole. Han har nemlig lært at læse, og dermed er han også langsomt blevet klar til at gå tilbage til en almindelig folkeskoleklasse.

“Vores mål med alle eleverne er, at de – så vidt der er muligt – skal tilbage i almen skolen. Og her er læsning afgørende”, siger Henrik Jørgensen.

Fakta om Kirkemosegaard
Kirkemosegaard er en specialskole for elever mellem 7 og 16 år, der har faglige, sociale eller følelsesmæssige problemer. Skolen har 36 elever, som får undervisning i alle fag. Lærerne tager flere individuelle hensyn til eleverne end almenskolen. Skolen ligger tæt på Greve Landsby.

Kort om læse-metoden
Kirkemosegaard bruger Alkalær-metode, når de skal lære eleverne at læse. Metoden er bygget op om en læsetrappe, hvor hvert trin på trappen skal læres helt, før eleven går videre til det næste trin. Undervejs kommer eleven igennem forskellige niveauer og bliver alfabetmester, læsebogsmester i lydrette bøger, 120-ords-mester og til sidst får eleven et historiediplom, når eleven selv kan skrive historier.

Se den originale nyhed fra Greve Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top