Rullende naturbørnehave
Greve Kommune tilbyder som noget nyt en rullende naturbørnehave med base i en specialindrettet bus. Dermed imødekommer kommunen et ønske fra en række forældre.
Bussen kan rumme 22 børn og 3 voksne og kører til forskellige steder i og udenfor kommunen, hvor børnene kan boltre sig i naturen.
Erfaringen viser, at udelivet kan styrke børns udvikling og trivsel på en række områder. Det kan have en positiv betydning for børnenes motorik, koncentration og fantasi og indvirke positivt på deres almene sundhedstilstand. Samtidig byder livet i naturen på nogle spændende lege- og læringsmuligheder.
Bussen bliver tilknyttet Børnehaven Mosebo, og der vil være opsamling af børnene ved Mosedeskolen, som ligger tæt på Mosebo. Bussen er specialindrettet til børnehavebørn og rummer køkken- og toiletfaciliteter. Børnene skal selv have madpakker med. Der er mulighed for at lege og spise i bussen, hvis det er dårligt vejr.
Du kan skrive dit barn op til bussen via Digital Pladsanvisning fra 1. maj 2018.